Hun har angiveligt forudset både terrorangrebet på World Trade Center og tsunamien i Sydøstasien første juledag 2004.

Og spørger man tilhængerne af den afdøde bulgarske spåkone Baba Vanga, så er der mere dårligt nyt på vej i 2016.

I år vil Europa således blive invaderet af islamiske ekstremister, lyder den skræmmende advarsel. Og skal man tro hendes følgere, så er der grund til at tage spådommen seriøst.

»De amerikanske brødre vil falde efter at være blevet ramt af to jernfugle,« har Baba Vanga blandt andet sagt før sin død som 85-årig i 1996.

En spådom, hendes tilhængere altså mener, var en forudsigelse af terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

Baba Vangas tilhængere mener også, at hun allerede i 50erne forudså den globale opvarmning og tsunamien i Sydøstasien.

»Kolde regioner vil blive varme, og vulkaner vil vågne. En enorm bølge vil ramme en stor kyst med mennesker og byer, og alt vil forsvinde under vandet. Alt vil smelte, ligesom is,« skulle Baba Vanga have udtalt.

Balkans Nostradamus

Baba Vanga bliver kaldt Balkans Nostradamus på grund af sine spådomme, og hun er igen havnet i søgelyset med sin ildevarslende forudsigelse om den forestående invasion.

Hun skulle angiveligt have advaret om, at muslimer i 2016 vil invadere Europa i en stor muslimsk krig, som vil ende med etableringen af et islamisk kalifat i Europa i 2043 med Rom som hovedstad. Flere konspirationsteoretikere peger på IS’ fremmarch i Mellemøsten som bevis for hendes spådom.

Baba Vanga blev født Vangelia Pandeva Dimitrova i fattige kår i 1911 i det nuværende Makedonien, og hun mistede synet som 12-årig, efter hun blev fanget i et voldsomt stormvejr.

Ifølge myten om hende blev hun fundet flere dage efter, hvor hendes øjne var dækket af et tykt lag af mudder og skidt. På trods af flere operationer fik hun ikke synet igen, men hun forklarede senere, at hun fik sin første åbenbaring i dagene, hvor hun var forsvundet. Og det var herefter, at hun angiveligt fik evnen til at spå om fremtiden.