ADVARSEL: VIDEOEN KAN VIRKE STØDENDE PÅ NOGLE

En ung mand tøvede ikke, da han så en kvinde falde fra et vindue på 10. etage. Det kom til at koste ham dyrt, men han fortryder ikke sin heltemodige indsats.

Feng Ning var netop kommet ud fra en restaurant i Enshi i den kinesiske provins Hubei, da han hørte nogen skrige fra himlen over sig.

Han kiggede op og så en kvinde dingle fra et vindue på 10. etage og tog en rask beslutning om at løbe op og hive hende ind.

Men han kom for sent.

»Jeg løb hen til bygningen, men hun var allerede faldet, før jeg nåede indgangen. Så jeg gjorde mig klar til at gribe hende«, siger Feng Ning til kinesiske CCTV.

Uden at tænke stillede han sig derfor under vinduet og strakte armene op mod kvinden for at tage imod hende, inden hun ramte jorden.

Men under det lange fald nåede hun at få så meget fart på, at han intet kunne stille op.

På overvågningsvideo fra gaden ser man kvinden falde så hastigt, at man næsten ikke når at ænse hende, inden hun lander tungt på Feng Ning og slår ham omkuld.

Kvinden dør på stedet, og den heroiske mand bliver sendt på hospitalet, hvor han bliver behandlet for flere brud i benene.

På trods af sine alvorlige skader står han ved den pludselige beslutning om at forsøge at gribe hende.

»Jeg fortryder det ikke. Men det var en skam, jeg ikke kunne redde hende«, siger han.