En samvittighedsfuld gerning fra en 44-årig hjemløs mand fra Thailand gav ham både et job men også et tag over hovedet.

44-årige Waralops liv blev fra den ene dag til den anden forvandlet fra en tilværelse som hjemløs i slummen til et stabilt liv med job og tag over hovedet. Det skriver engelske Metro.

Waralop selv havde kun knap 200 kroner til dagen og vejen, da han så en velhavende mand tabe sin pung ud af lommen i nærheden af den togstation, hvor Waralop havde netop havde tilbragt natten.

Han skyndte sig hen for at samle pungen op. Pungen var en meget dyr designerpung af mærket 'Hermes', og den indeholdt tæt på 4000 kroner, hvilket snildt kunne have holdt Waralop mæt i lang tid, men i stedet forsøgte Waralop at indhente manden for at give ham pungen igen.

Desværre kunne han ikke følge med, og stod i stedet fortvivlet tilbage med det dyre hittegods. Waralop besluttede sig så for, at gå til den nærmeste politistation og indlevere pungen.

Politiet ringede herefter til ejermanden, den 30 årige fabriksejer Niity Pongkriangyos, som slet ikke vidste, at han havde tabt sin pung.

Han ville oprindeligt give Waralop en findeløn på næsten 400 kroner, men efter lidt betænkningstid gik det dog op for Niity Pongkriangyos, at der var en meget større måde at takke Waralop på.

»Min første reaktion var ‘wow’, hvis det havde været mig uden penge og i den situation, så ville jeg højest sansynligt selv have beholdt pungen. Waralop var hjemløs og havde kun få mønter på lommen, men alligevel indleverede han pungen. Det er virkelig et godt og ærligt menneske. Præcis sådan et menneske, som jeg har brug for som medarbejder,« siger Niity Pongkriangyos.

Niity Pongkriangyos endte i stedet med at give Waralop et fast job på sin fabrik som belønning  for den samvittighedsfulde handling.

Udover jobbet, som for øvrigt sikrer Waralop godt 2000 kroner om måneden, så sørgede Niity Pongkriangyos også for at Waralop nu ikke længere behøver at bo på gaden, da han har fået sin egen lejlighed.