Først nu er Adolf Hitler blevet slettet som æresborger i den tyske by Dülmen.

Det var ikke så let at få slettet Adolf Hitler fra listen over byen Dülmens æresborgere.

Faktisk havde man to gange tidligere forsøgt, men byrådet havde afvist.

Det skriver berlingske.dk.

Adolf Hitler blev æresborger i Dülman den 6. april 1933. Det var ganske normalt, at tyske byer gav æreborgerskab til den nazistiske fører, og lige siden krigens afslutning i 1945 figurerede Hitler stadig på listen.

Pinligt for de andre

Flere gange forsøgte venstrefløjen i byrådet at få fjernet Hitler, men stødte ind i modstand. Den socialdemokratiske leder Waltraud Bednarz foreslog i september i år, at det nu måtte være slut med æresborgerskabet. Bednarzs argument var bl.a., at de var pinligt for de andre æresborgere at stå på samme liste som Hitler.

Dülmen var som sagt ikke alene om at udnævne Hitler til æresmedlem.

Historikere har anslået, at godt 4000 tyske byer gjorde det samme, men der er ingen undersøgelse af, hvorvidt andre tyske byer har bevaret ham som æresborger.

Byarkiver ødelagt

Det skyldes, at de fleste byarkiver blev ødelagt under krigen, men selv i byer, hvor arkiverne blev bevaret, tog det meget lang tid, før Hitler og andre nazistiske ledere blev fjernet som æresborgere.

Således blev Hitler først fjernet som Düsseldorfs æresborger i 2000. I 2007 blev det økonomiske topmøde G8 holdt i Bad Doberan og først kort tid før mødets afholdelse, fik man Hitler fjernet fra æresborgerlisten.