Han frygtede, at hans smukke, unge modelhustru havde lidt en uhyggelig skæbne.
Sidste gang den italienske millionær så sin 24-årige hustru var i juli. Den tidligere Miss Ukraine-skønhedsdronning Anna Zaiachkivska, skulle bare ud for at få noget frisk luft, men forsvandt sporløst. Det fortæller NYpost.
Siden den skæbnesvangre julidag har hendes mand ikke vidst, hvilken grum skæbne, der var overgået hans hustru. Parret blev gift 22. december 2015, og alt tegnede til at blive smukt og lykkeligt - derfor forekom hendes forsvinden endnu mere mystisk.
Var hun blevet kidnappet, eller var der overgået hende noget endnu værre? Det var det Gianluca Cervara frygtede, da han kontaktede myndighederne for at få hjælp til at finde hende.
Men den sørgende ægtemands søgen tog en uventet drejning, da han pludselig faldt over en række billeder på internettet. En række Instagram-billeder viste nemlig hans elskede hustru, der tilsyneladende langt fra var i fare. I stedet kunne man se, hvordan hun levede et nyt liv med en ny mand.
»Din mand i Milano og svigerforældre er glade for, at du er i New York sammen med en anden mand,« skrev den ulykkelige rigmand sarkastisk til et af Instagram-billederne, der viste hende kort efter hendes forsvinden.
»Woooow, ægteskabsflugt uden at fortælle det til nogen og med en falsk adresse,« skrev han til et andet billede.
Da parret blev gift i december 2015 skete det på et italiensk rådhuskontor, men planen var at holde en stor ceremoni i september. Men hendes forsvinden og pludselige genkomst har gjort, at Gianluca Cervara nu pønser på at få hævn. Han har sagsøgt den unge model for brud på ægteskabspagten og for at knuse hans hjerte.
Der var dog en særlig grund til, at skønhedsdronningen forlod sin mand, afslører hun. Over for en ukrainsk hjemmeside har Anna Zaiachkivska forklaret, at hun forlod ham, fordi han var blevet voldelig over for hende.
»Han slog mig. Den første gang, han gjorde det, flygtede jeg hjem til mine forældre i det vestlige Ukraine. Jeg fortalte dem ikke, hvad der var i vejen,« fortalte hun den ukrainske hjemmeside, ifølge Daily Mail.
»Han kom for at hente mig, og jeg gav ham en chance til, men under et skænderi spyttede han mig i ansigtet og så fik jeg nok,« fortæller hun.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at rigmanden ikke tog sig af hende, hævder hun.
»Jeg havde hovedpine i en hel uge, men Gianluca var ligeglad. Til sidst besluttede jeg mig for, at der skulle ske noget, fordi jeg var træt af at leve i et gyldent bur, og så flygtede jeg.«.
Gianluca Cervara har svaret igen, at hun med disse udtalelser slet ikke er den person, hun i første omgang udgav sig for at være.