Mange har nok prøvet at pynte lidt på sit CV, men det kan ende grueligt galt, hvis man rent faktisk direkte lyver.

Det oplevede en ven til Twitter-brugeren Javier Acosta, da han havde skrevet på sit CV, at han mestrede at spille klaver i en alder af 15 år.

Det er der kommet en længere udveksling af gode råd ud af på Twitter mellem Javier Acosta og hans venner på det sociale medie, for det viste sig så, at hans ven var blevet bedt om at spille klaver for bestyrelsen i den virksomhed, han var blevet ansat i.

Efter det famøse tweet er det væltet ind med råd til, hvad den stakkels ven kunne gøre for at undgå at spille klaver for cheferne.

For eksempel forsøgte en at google sig frem til, hvordan man brækker sine fingre på den mindst smertefulde måde, skriver Javier Acosta.

Mange mente, at han skulle lade som om, han havde fået en skade eller var blevet indlagt på hospitalet for at undgå den pinefulde seance.

En foreslog også, at vennen kunne sige, han havde haft en traumatisk oplevelse med at spille offentligt, så han ikke længere er i stand til det.

Men løsningen blev fundet til sidst, skriver Javier Acosta i endnu et tweet.

Vennen endte med at sige, at han lider af karpaltunnelsyndrom, som er en lidelse, hvor følenerverne i fingrene er irriterede og gør ondt. Og det betød, han ikke skulle spille alligevel, skriver han.