Der hviler et tungt ansvar på Gerhard Heibergs skuldre. Han alene kan koste den seks-dobbelte guldvinder i London Michael Phelps sine medaljer for sine svømmepræstationer
En veludrustet svømmer kun iført Speedo-badebukser liggende i et badekar med en Louis Vuitton-taske ved sin side kan komme til at koste den olympiske svømmer Michael Phelps dyrt. Det er nemlig ikke tilladt at reklamere, mens man er i konkurrence under OL, og billedet blev lækket under legene - ikke med vilje, påstår Phelps talsmand.
Billedet, der kan koste Phelps OL-guldet
Det er nu op til lederen af markedsafdelingen i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) Gerhard Heiberg at beslutte, om det gudsbenådede talent af en svømmer skal bøde med sine medaljer fra det seneste OL i London.
- Hvis det her virkelig er alvor, så kommer det til at ligge på mit bord, men det er endnu ikke sket, siger Gerhard Heiberg til den norske avis Dagbladet.
Og det er risikabelt for svømmeren, at billedet så offentlighedens lys under OL.
- Reglerne er meget strenge, siger IOC-lederen.
Verdens bedste svømmer
Alligevel mener Heiberg ikke, at Phelps skal ligge vågen om natten og vente på dommen.
- Her er det let for mig at svare, at alle er lige for loven, men det er klart, med en som Michael Phelps tænker du dig om mange gange, før du foretager dig noget negativt. Så derfor kan det komme til at tage lidt tid. Jeg vil ikke spekulere i, hvad det kan ende med. I løbet af en uge, kan det være klart, siger han.
Det er dog kun medaljerne ved det seneste OL, Phelps kan risikere at miste. Han har været helt ustoppelig i vandet. Med sine i alt 22 medaljer - heraf hele 18 af guld - er svømmeren Michael Phelps den atlet i OL-historien, der har vundet flest medaljer ved De Olympiske Lege.
Det er dog aldrig før sket, at en sportsudøver er blevet diskvalificeret for et reklamebillede før, så sandsynligheden for, at det sker er forsvindende lille.



