Inden du kommer for godt i gang med at udfordre dine venner og fjender til at smage denne chili, skal du lige vide en ret vigtig ting: Ingen har endnu prøvet den - af frygt for at falde døde om.

Glem alt om Carolina Reaper-chilien. Denne chili er nu officielt den stærkeste i hele verden. Navnet er meget sigende. Den hedder nemlig “Dragon Breath” - drageånde - og er blevet skabt ved et rent tilfælde. Det skriver National Geographic.

Bagmanden er gartner og frugtavler Mike Smith fra Wales. Han ønskede egentlig bare at avle en rigtig flot chiliplante til det britiske Chelsea Flower Show, der bliver holdt hvert år og trækker tusindvis af haveentusiaster til.

»Det var simpelthen et tilfælde, men jeg er helt vildt tilfreds. Det er virkelig smukt træ. Jeg har prøvet en dråbe (af chiliens olie, red.) på tungen og det brændte og brændte, så jeg måtte spytte det ud efter 10 sekunder,« fortæller han til National Geographic.

Den farlige plante blev til i samarbejde med et forskerhold fra Nottingham Trent University, der ville undersøge, om chili kan bruges som bedøvelse, og det lader til, at Dragens Ånde kan gøre ting og sager ved menneskekroppen.

Forskerholdet har målt styrken til 2.48 millioner på den berygtede Scoville-skala. Det betyder, at den overhaler den hidtil stærkeste chili - Carolina Reaper. Til sammenligning ligger en almindelig grøn jalapeno mellem 2500 og 8000 på Scoville-skalaen. Det betyder - ifølge forskerne - at man kan dø af kvælning og allergiske reaktioner, hvis man spiser en af de små djævle.

Nu håber forskerne, at man kan bruge capsaicin-olien (der giver chilien dens styrke) som bedøvelsesmiddel. Olien er nemlig så koncentreret, at man mister følelsen i huden, hvis den bliver smurt på.

Det giver muligheder for patienter, der er allergiske over for smertestillende medicin, og ikke mindst i de dele af verden, hvor man ikke har råd til konventionelle bedøvelsesformer på hospitaler.