En flok halvnøgne udlændinge forklædt som Sparta-krigere kom med fred, da de onsdag marcherede gennem den kinesiske hovedstad, Beijing. De var iført små bronzefarvede shorts og kapper, og i hånden bar de salater fra salat-firmaet Sweetie Salad, som de reklamerede for.

Reklamehæren vakte stor opsigt, og adskillige kinesere ville foreviges med de letpåklædte salat-soldater.

Pludselig var horderne af nysgerrige kinesere så store, at optrinnet også tiltrak politiets opmærksomhed. Og betjentene var mindre begejstrede end de foto-knipsende kinesere.

Billeder viser på flere sociale medier ifølge CNN, at politiet bruger fysisk magt til at tilbageholde reklamemodellerne.

Beijings Bureau for Offentlig Sikkerhed oplyser ifølge CNN, at politiet måtte gribe ind for at sikre gadeordenen.

Sweetie Salad har efterfølgende beklaget, at reklamestuntet skabte trafikpropper. BNB