Et sprunget vandrør gav en kvinde fra Texas dagens oplevelse, da en håndværker dykkede i til livet for at lave det.

Service i en klasse for sig. Sådan kan håndværkeren Jimmie Cox’ arbejde beskrives, da han skulle reparere et ødelagt vandrør i Hood County i Texas. Her lagde han sig resolut med maven på det ødelagte rør, og dykkede med hele overkroppen ned i et kæmpe vandhul i et forsøg på at få røret sat sammen.

Andrea Adams, der tilkaldte håndværkeren til sit hus, var hurtig og fik foreviget øjeblikket ved at tage et billede med sin telefon. Det er nu gået viralt, skriver CBS 19.

Røret var sprunget tæt på Andrea Adams’ indkørsel, og Jimmie Cox fortæller, at han kun tog hendes opkald for at samle lidt overarbejde sammen. Da han ankom til huset, sprøjtede der vand i alle retninger, og han så en meget forvirret Andrea Adams, der gik rundt om huset.

Da hun kom tilbage, så hun den unge håndværker med hoved og en halv krop i vandet og fik gang i kameratelefonen.

Den 23-årige Jimmie Cox er dog overrasket over, at billedet af ham har fået så meget opmærksomhed:



»I denne type arbejde, gør folk det meget,« siger han og tilføjer, at han dog har fået beskeder på Facebook fra folk, der har set billedet og undrer sig over, hvad i alverden han har gang i.

Andrea Adams mener billedet viser, hvor dedikeret Jimmie Cox er, og hvor langt han er villig til at gå, når han er på arbejde.