Man skulle tro, at en 40 ton tung hval, som springer op af vandet ved siden af dig, er svær at overse. Men ikke for en flok turister, som tog en tur på hvalsafari ud for Australiens kyst.

Her sprang en pukkelhval op af vandet på venstre (bagbord) side af turisternes båd, men ingen af dem så hvalen. Turisterne havde nemlig travlt med at se mod højre (styrbord).

Det er Whale Watching Sydney, der har delt billedet på deres Facebook-side.

En flok turister gik glip af deres livs naturoplevelse, da de så den anden vej, mens en 40 ton tung pukkelhval sprang op af vandet få meter fra dem.
En flok turister gik glip af deres livs naturoplevelse, da de så den anden vej, mens en 40 ton tung pukkelhval sprang op af vandet få meter fra dem. Foto: John Goodridge, Whale Watching Sydney
Vis mere

På Facebook-siden bekræfter udbyderen af hvalsafarier, at ingen af bådens ombordværende så den gigantiske hval springe op af vandet.

'Og ja, alle på den båd så den forkerte vej,' skriver Whale Watching Sydney, mens en Facebook-bruger kækt byder ind med, hvad de mon så har lavet: 'De jagtede sikkert Pokémon'.

Uanset hvad de ombordværende på båden har set efter, er der nok ingen tvivl om, at de ærgrer sig over, at de ikke var opmærksomme og så mod bådens bagbord side.