En norsk kvinde gjorde sig lidt af en opdagelse, da hun var på vej til bådhuset ved Bremanger i det vestlige Norge. En gigantisk brandmand var nemlig drevet i land og lå på stranden.

Det skriver den norske lokalavis Firda Posten.

Anne Karin Svarstad tog et billede af den store brandmand, men placerede en person med store fødder ved siden af for at vise størrelsesforholdet.

»Jeg tog et billede med en størrelse 45 i baggrunden for, at folk skulle forstå, hvor stor den var. Jeg har aldrig set så stor en brandmand før,« siger Anne Karin Svarstad til Firda Posten.

Hun fortæller til den norske avis, at hun ikke frygter at svømme i vandet, men at hun da nok vil se sig om en ekstra gang, inden hun hopper i det norske vand.

Billedet er blevet sendt til det norske havforskningsinstitut, og her har billedet også vakt opsigt.

»Det er højst sandsynligt en almindelig brandmand, men den er godt nok usædvanligt stor. Vi får mange billeder fra folk, men jeg har aldrig set noget lignende,« siger oceanografen Jan Helge Fossa, som har arbejdet i det norske havforskningsinstitut i 20 år.

Til avisen fortæller Jan Helge Fossa, at brandmænd kan have over to meter i diameter og fangtråde på op til 20 meter.