Giftemodne par er ikke særligt kreative, når det handler om at fri.

Hvis den amerikanske bryllupsfotograf Jacob Peters er af den opfattelse, er det ganske forståeligt.

Da han forleden blev hyret til at tage en række billeder af et friende par fra den smukke udkigspost Hawks Bill Crag i den amerikanske delstat Arkansas, begik han nok sin værste jobmæssige fejltagelse til dato.

Jacob Peters havde lavet en klokkeklar aftale med en mand, der ville fri til sin kæreste ved solopgang. Jacob Peters forlod derfor sit hjem klokken 2.30 om natten, så han kunne være ved Hawks Bill Crag ved seks-tiden om morgenen, hvor manden ville gå på knæ foran sin udkårne.

Jacob Peters ankom til det naturskønne område klokken kvart i fem. Han ville være i ekstra god tid på grund af alt kameraudstyret, der skulle bæres op til udkigsposten.

Det var helt mørkt, og lyset i mobiltelefonen virkede ikke. Efter 45 minutters vandring følte han, at han var faret vild. Alligevel ankom Jacob Peters til udkigsposten til tiden, men til gengæld var der intet par at se.

Var der gået noget galt? Havde parret snydt ham?

Men endelig!

Klokken 6.17 dukkede der et par op, og de gik fluks hen imod klippesatsen. Fyren gik på knæ, som han skulle, og Jacob Peters kunne ånde lettet op.

Fotografen begyndte at tage en række billeder af parret, som det var aftalt.

»Kvinden begyndte at græde og kramme ham. Det var ret tydeligt, at hun havde sagt ja,« forklarer Jacob Peters.

Noget var helt galt

Efter at have fotograferet det lykkelige par i 10-15 minutter, tænkte Jacob Peters, at hans arbejde var fuldført. Han vandrede derfor tilbage til sin bil og kørte hjem.

Der var intet signal til telefonen ved Hawks Bill Crag, og Jacob Peters kunne derfor først skrive en sms til den forlovede kunde og ønske ham tillykke, da han kom hjem.

Men ikke alt var, som det skulle være.

For det par, han havde fotograferet, var ikke det par, der havde hyret ham. Da Jacob Peters vågnede, lå der en ulæst sms på hans telefon.

»Jeg er forvirret. Vi kom lidt for sent, men vi så dig ikke. Er du sikker på, at det var os, du fotograferede?,« skrev manden til Jacob Peters.

Jacob Peters ærgrede sig. Han havde brugt seks arbejdstimer, brugt 40 dollars på benzin og mad, og derudover havde han taget 450 billeder af det forkerte par.

Han satte sig derfor for at finde det par, han havde brugt tid og ressourcer på.

Og forleden var der bid. Jacob Peters blev kontaktet af et par via Facebook, der var meget interesserede i at købe billederne.

»For de interesserede: Parret er fra Dallas, Texas. Tak til alle, der har delt mit opslag på Facebook. Internettet stopper aldrig med at imponere mig,« skriver Jacob Peters på Facebook.

Historien melder intet om, om det 'rigtige' par får en ny chance hos Jacob Peters.

Foto: Jacob Peters/Facebook
Vis mere