Lysterne tog ved en japansk abe, da den sprang på to uskyldige hjorte og prøvede at penetrere dem.

En hjabe? En hjortabe? En abjort? Vi kan kun gisne om navnet på den skabning, som kunne have været resultatet af den mærkværdige situation, da en såkaldt makakabe forsøgte at befrugte to sikahjorte i en japansk skov.

Parringsforsøget fandt sted i november 2016, men video og billeder af de mislykkede forsøg blev først offentliggjort i mandags. Her kan man se, hvordan den selvtillidsfulde abe sidder og leger med lidt blade, mens den tager bestik af situationen. Forskerne, der spottede det sjældne syn, fortæller, at det kan skyldes mangel på hun-aber i området, skriver Independent.

Foto: ALEXANDRE BONNEFOY
Vis mere

Som lyn fra en klar himmel springer makakaben pludselig op på den sagesløse sikahjort, der forsøger at ryste den uindbudte gæst af sig. Én afvisning var ikke nok, så kort tid efter forsøgte aben en ny tur på en ny hjort - igen uden held.

Chimpanse og frø

Sådanne opdagelser af sexforsøg på tværs af dyrearter er sjældne, men er før set. I 1990’erne havde en sydafrikansk park problemer med elefanter, der forsøgte at parre sig med næsehorn, mens en YouTube-video fra 2008 viser en chimpanse, der forsøger at dyrke sex med en frø. I 2014 observerede sydafrikanske forskere en sæl, der var i færd med at forsøge samleje med en kongepingvin.

Ved den seneste episode – på øen Yakushima Island i det sydlige Japan – var det altså en ung makakabe, der forsøgte sig med en sikahjort. Aben var ifølge forskere et perifert medlem af en større abeflok, og det kan altså være frustrationen over en manglende ’ven’, der fik ham til at søge mod andre dyr.

En abe forsøger at dyrke sex med en lille hjort. Episoden fandt sted i november 2016 i en japansk skov. Foto: AFP
En abe forsøger at dyrke sex med en lille hjort. Episoden fandt sted i november 2016 i en japansk skov. Foto: AFP
Vis mere