Et polsk forældrepar efterlod deres blot to-årige datter i lufthavnen og tog på to ugers daseferie til solskinsøen Grækenland. Årsag: Datterens pas var udløbet.

En polsk forældrepar var så opsat på to ugers ferie, at intet eller ingen skulle komme i vejen. Derfor hoppede de på flyet mod Grækenland og efterlod deres kun to-årige datter alene i lufthavnen, da det viste sig, at hendes pas var udløbet 25. maj.

Det skriver den britiske netavis telegraph.co.uk.
 
Ifølge personalet i Katowice Lufthavn løb tårerne ned ad den lille piges kinder og hun skreg efter sin mor, men lufthavnens personale nåede ikke at gribe ind, før det var for sent.

- De to voksne havde deres boardingpas parat og løb. Da vi fik fat i politiet, var det for sent. Flyet var rullet ud på startbanen, siger lufthavnens talsmand ifølge VG Nett.

Selvom bedstemoderen senere kom og hentede den ulykkelige pige i lufthavnen, er forældrenes forsvindingsnummer endt som en sag for politiet. De polske forældre kan derfor se frem til et besøg fra ordensmagten, når de er færdige med at dase ved stranden.

- Der er meldinger om, at pigen var hysterisk, da hendes moder forlod hende. Det ønsker vi at få bekræftet, siger talsmand for politiet, Rafal Biczysko. 

Politiet vil også have retten til at vurdere, om det polske par er egnede til at tage vare på den lille pige.
 
Det er første gang, at lufthavnen har oplevet forældre, der vægtede ferie højere end deres eget barn.

- Vi har aldrig haft en situation som denne før. Vi har en afdeling for mistet bagage, men ikke én for børn. Dette er en lufthavn. Ikke en børnehave, udtaler lufthavnens talsmand Cezary Ortech.

Se videoen HER