En varm, tør sommer og en lidt for kort vandslange har fået arkæologer til at juble, fordi det har været med til at løse spørgsmålet, om stenkonstruktionen Stonehenge engang dannede en komplet cirkel.

Ifølge den britiske avis The Telegraph har arkæologer og historikere længe formodet, at de store stenblokke i midten af Stonehenge engang dannede en hel cirkel, men de har aldrig fået det bekræftet. Indtil nu.

Normalt bliver grunden omkring Stonehenge, der ligger cirka 140 km sydvest for London, vandet af gartnere. Men i år brugte de en for kort vandslange, så de ikke kunne vande hele området. Derfor er selve indercirklen udtørret over sommeren, hvilket har ført til, at en ny brik i Stonehenge-puslespillet kunne falde på plads.

Tørt græs
For sagen er nemlig ganske enkelt den, at på steder, hvor en genstand har været gravet ned, bliver græs påvirket flere tusinde år efter, at denne genstand er forsvundet. Derfor kan man se aftryk, der tydeligt viser, at indercirklen engang var hel.

- Det er fantastisk, at folk, der kender stedet, og ser på det dagligt, var i stand til at genkende disse mærker og forstå, hvad de betød, siger Susan Greaney, fra britiske English Heritage til The Telegraph.

Mange har ifølge Susan Greaney længe troet, at man vidste alt, hvad der var at vide om Stonehenge, som er på UNESCOs verdensarvliste. Men det er langt fra tilfældet.

- Mange formoder, at alt omkring Stonehenge er udgravet, og alt, hvad vi nogensinde vil få at vide om stenene, er kendt, men det er ikke tilfældet. Faktisk er der meget, vi ikke ved endnu, og meget, vi kan finde ud af ved at bruge andre metoder end udgravning, fortæller hun.