Tænk hvis man kunne flyve hurtigere end lydens hastighed og nå til New York på bare en time.
Det kan meget vel blive til virkelighed, når de såkaldte hypersonic jets kommer i luften i fremtiden.
Onsdag blev flyet X-51A Waverider, der minder om en blanding mellem 80'er bil-ikonet Knight Rider og en jetjager, testet over Stillehavet ved at blive smidt ned over havet med et bombefly af det amerikanske militær, skriver Daily Mail.
Flysensationen kan accelerere til mere end 7.000 kilometer i timen på få sekunder. Det blev fløjet fra Edwards Air Force Base i den californiske ørken spændt fast til en vinge på et B52 bombefly og smidt ned fra 15 kilometers højde.
Derefter var planen som følger:
Efter fire sekunders frit fald skal en booster-motor få testflyet til at accelerere til mere end 5.000 kilometer i timen på 30 sekunder. Hvis eksperimentet går som planlagt, vil flyets egen motor selv tage over og flyve op til 6.000 kilometer i timen 21 kilometer over havets overfalde.
Det er så voldsom en acceleration, at flyet kun kan være i luften i omkring fem minutter, hvorefter det vil styrte ned i Atlanterhavet og splintre i tusinde dele.
Om dagens eksperiment så også er forløbet efter planen, er endnu ukendt. Det eneste talsmanden John P. Haire fra Edwards Air Force Base kan fortælle MailOnline ved middagstid onsdag er, at B-52 bombeflyet er vendt sikkert tilbage til basen. Foreløbig er der ingen yderligere oplysninger om testflyvningen.
Hurtigflyene, der også bliver kaldt scram jets, kan accelerere så kraftigt, fordi de lever af luften fra atmosfæren frem for at have ilten med i lasten. X-51A Waverider har fået sit tilnavn, fordi eksperimentalflyet bogstaveligt talt flyver på sin egen lydbølge.
Hypersonic flights kan flyve fem gange hurtigere end lysets hastighed og bliver det næste kapitel i flyets historie spår Robert Mercier, som arbejder på Air Force Research Laboratory i Ohio.
- Det svarer til at gå fra propelflyene til jetflyene, siger han til Los Angeles Times.
Projektet er finansieret af det amerikanske Pentagon og koster mere end 842 millioner kroner.



