Det amerikanske tvillingepar Jadon og Anias kom til verden for 14 måneder siden. Men først for nylig og efter en 27 timer lang operation fik de for allerførste gang øjenkontakt med hinanden.

For da brødreparret sidste år kom til verden, var deres hoveder vokset sammen. Jadon og Anias blev født som siamesiske tvillinger, og lige siden har det været planen, at en operation skulle forsøge at separere de to drenge fra hinanden. Men det er lettere sagt end gjort, da en operation af den type er enormt kompliceret og krævet detaljeret planlægning.

Men for godt seks uger siden blev den vanskelige operation alligevel gennemført på Children's Hospital på Montifiore Medical Center i Bronx, New York. Det skriver amerikanske CNN.

Ifølge det amerikanske medie er der kun foretaget 58 lignende operationer på verdensplan, hvor siamesiske tvillinger er blevet adskilt ved hovedet. Men heldigvis gik alt, som det skulle.

»Det er helt fantastisk. Jeg kan ikke tro det,« lød det spontant fra den lykkelige tvillinge-mor Nicole McDonalds umiddelbart efter den veloverståede operation, ifølge CNN.

Ifølge Dr. James Goodrich, der stod for operationen, er de to tvillingedrenge kommet sig 'historisk' hurtigt ovenpå det komplicerede indgreb. Ifølge CNN er lige netop James Goodrich en af verdens førende eksperter på området og har tidligere udført syv operationer af lignende karakter.

Herunder kan du se, hvordan de to børn så ud inden den vellykkede operation.