En amerikansk mand fra Florida vågnede efter 48 dage i koma, og det første, han gjorde, var at bede om mad fra fastfood-kæden Taco Bell.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt USA Today og New York Post.

I februar blev den 35-årige Jake Booth, en tidligere militær- og politimand, indlagt med et slemt tilfælde af bronkitis, der udviklede sig til en såkaldt dobbelt lungebetændelse. Få dage senere fik Booth, der er gift og har to børn, et hjerteanfald og blev lagt i medicinsk koma.

Den 3. april vågnede han pludselig og sagde:

»Jeg vil have Taco Bell.«

Det fortæller hans storebror til USA Today.

»Han sagde faktisk højt, 'jeg vil have Taco Bell'. Det var det allerførste, han sagde,« siger Jason Schwartz til avisen.

Der skulle dog gå 22 dage, før Jake Booth kunne få sit ønske opfyldt. Han måtte ikke få fast føde før. Men i sidste uge fik han grønt lys af lægerne, og dagen efter satte han tænderne i intet mindre end otte tacos fra fastfood-kæden. Begivenheden blev delt i et opslag på Facebook-siden 'Wake Up Jake', som er blevet lavet til støtte for den tidligere militærmand.

Du kan se opslaget herunder.

Udover de forbavsende første ord var han også overraskende klar i hovedet, da han pludselig vågnede fra sit koma. Han vidste, hvem han var, og hvor han var, og genkendte ifølge Huffington Post straks sin seks-årige datter, Eva, og sin lille søn på ti måneder, Aiden.

På trods af det opmuntrende opslag af Jake Booth, der mæsker sig i tacos, fortæller storebror Jason Schwartz dog, at der stadig venter hans yngre bror en lang og hård proces med behandling og genoptræning forude.