En 61-årig amerikansk mand går hver dag fra sit hjem nær Missouri til sit arbejde i Osceola, og det er næsten et fuldtidsarbejde i sig selv.

For 61-årige Steve Simoff har 56 kilometer til arbejde, men den strækning går han gerne, for det hans eneste måde, at han kan forsørge sin syge hustru.

Det skriver De Moines Register.

Flere gange ugentligt tilbagelægger Steve Simoff den 56 kilometer lange strækning, der er fra hans hjem i en lille by nær grænsen til den amerikanske stat Missouri til hans arbejdsplads i Osceola i den amerikanske delstat Iowa.

Steve Simoff arbejder om natten som opsynsmand på et casino, og hver dag forlader han sit hjem klokken 15.30 for at kunne nå at være på arbejde klokken 23.

Efter et slagtilfælde og flere hjerteanfald for ni år siden har Steve Simoffs kone Renee ikke haft mulighed for at arbejde, og da parret tilmed også har adopteret deres barnebarn, er økonomien begrænset. Selvom Steve Simoff har en bil, har han ikke råd til benzinen, og familien har heller ikke råd til at flytte tættere på hans arbejdsplads.

Steve Simoff mener dog ikke, at han er speciel. Til De Moines Register fortæller han, at han bare gør det nødvendige for at få familiens husholdning til at hænge sammen.

»Når du har en familie, skal du kunne forsørge den - og beholde dit arbejde. Det er de vigtigste ting, jeg kan tænke mig,« siger Steve Simoff.

Steve Simoff er imidlertid ikke den eneste 'vandringsmand', der har været i mediernes søgelys på det sidste. Sidste måned trak 56-årige James Robertson store overskrifter verden over, efter at det kom frem, at han i 10 år har gået 33 kilometer til og fra sit job fem dage om ugen.

Efterfølgende fik en støttegruppe indsamlet 1,5 millioner kroner, så James Robertson kunne købe en bil og ikke længere behøvede at gå til arbejde.

Steven Simoff tror dog ikke, at hans daglige rutine kommer til at ændre sig i fremtiden.

»Hvis jeg ikke kommer på arbejde, bliver regningerne ikke betalt. Så længe mine to fødder og mit helbred fungerer, tror jeg, at jeg vil fortsætte som hidtil, fastslår han.

Se også: I 10 år gik han 33 km til arbejde - nu har han råd til en Lamborghini