I mere end to årtier levede Terry Symansky et tilsyneladende helt almindeligt liv. Der var bare et problem. Han var slet ikke Terry Symansky.

Løgnen varede i mere end tyve år. Men alt det tog at optrevle den var en enkel søgning på nettet.

En februardag for 23 år siden forsvandt Richard Hoagland sporløst fra sin hustru og deres to sønner. Siden har hustruen Linda Iseler ledt efter svar på, hvad der mon kunne være sket med ham.

Sammen havde de boet i byen Indianapolis i den amerikanske delstat Indiana. Efter en tidligere skilsmisse forklarede Richard til Linda, at han endelig havde fundet kærligheden igen.

Det skriver ABC News.

»Han var spontan. Han havde altid gang i noget. Han var meget sjov at være sammen med,« siger Linda.

Familien boede i et stort hus, havde en fast indkomst, tog på dyre ferier. Men det hele krakelerede den dag i 1993 efter elleve års ægteskab.

»Han ringede til mig, mens jeg var på arbejde, og sagde, at han var syg og blev nødt til at tage på hospitalet. Jeg sagde: 'Hvorfor venter du ikke lidt, så kan jeg tage med dig?' Han sagde: 'Nej, jeg har ikke tid til at vente',« husker Linda.

Det var sidste gang, hun så ham.

Havde efterladt pas, jakke og tandbørste

Hun ringede til flere hospitaler i nærheden, men ingen af dem havde en mand med hans navn eller beskrivelse indlagt. Han var forduftet. Fra hende og fra sønnerne Matthew på ni år og Doug på seks.

»Hans tandbørste var stadig i huset. Han havde ikke pakket noget tøj. Det var koldt. Det var i februar. Han tog ikke engang en jakke,« siger Linda til ABC News.

Han havde ikke engang taget sit pas med sig, men myndighederne endte med at finde hans efterladte bil ved Indianapolis International Airport. Men hans navn stod ikke på nogle oversigter over rejsende.

Den sommer modtog begge sønnerne et fødselsdagskort fra ham. Brevene indeholdt også 50 dollars hver.

»Du må have en super fødselsdag, du er en super dreng. Jeg elsker dig, og jeg savner at se dig. Måske kan vi se hinanden snart. I vil vædde med, jeg slet ikke kan genkende dig. Det har været så længe. Lyt til din mor. Farvel, far,« stod der blandt andet i brevet til Doug.

De ord blev de sidste, de hørte fra Richard. I en periode blev Linda set som en mistænkt i sagen, og hun blev afhørt flere gange af politiet. De mente, han måske kunne have været involveret i narkosmugling, men det kendte hun intet til.

Richard Hoagland blev fundet og anholdt af politiet denne sommer.
Richard Hoagland blev fundet og anholdt af politiet denne sommer. Foto: Pasco County Sheriff’s Department
Vis mere

'Vi har ham i vores varetægt'

Ti år senere blev Richard erklæret for død. Og Linda blev gift med en anden mand. Livet gik videre. Indtil i sommer, hvor Linda pludselig fik et opkald fra kriminalbetjenten Anthony Cardillo fra Pasco County Sheriff’s Department i Florida.

»Han spurgte mig, om jeg kendte Richard Hoagland, og jeg sagde, at det var min tidligere ægtemand,« siger Linda til ABC News og tilføjer:

»Han sagde: 'Vi har ham i vores varetægt'.«

Det viste sig, at Richard efter at være stukket af, havde lejet et værelse i Florida. Udlejeren var far til fiskeren Terry Symansky, der havde mistet livet under en fiskeriulykke to år tidligere.

Richard fandt Terrys dødsattest og stjal den.

»Ved at bruge den, ansøgte han om en ny fødselsattest. Den brugte han til at få et nyt kørekort. Og da han havde fået sit kørekort, begyndte han at bruge navnet Terry Symansky,« fortæller kriminalbetjenten Anthony Cardillo til ABC News.

Indrømmede til sidst sin rigtige identitet

Ifølge politiet købte Richard et hus i byen Zephyrhills i Florida, hvor han giftede sig med en kvinde ved navn Mary. Sammen fik de et barn.

Løgnen blev dog optrevlet, da den rigtige Terry Symanskys familie tilfældigt begyndte at søge på nettet for at undersøge deres families historie og herkomst til et slægtsforskningsprojekt. Under søgningen på nettet fandt Terry Symanskys nevø ud af, at hans onkel - der døde i 1991 - var blevet gift to år efter, de havde begravet ham.

Da politiet bankede på Richards dør, fastholdt han i begyndelsen, at hans navn var Terry. Men da politiet fremviste ham dødsattesten, indrømmede han alt. Hans nye hustru og søn blev 'knust' over afsløringen.

Selv var Richards forklaring på sin egen forsvinding blot, at der var 'familieproblemer med hans kone og børn'.

Richard Hoagland er nu varetægtsfængslet, mens han venter på at retssagen mod ham for identitetstyveri går i gang. Han nægter sig skyldig.