En familie konkurrerede i et quiz-program på britisk tv med over 300.000 kroner på højkant. Men for at vinde så mange penge kræver det en ret god paratviden, og det kan man ikke just sige, at familien Davenport demonstrerede i programmet 'National Lottery 5-Star Reunion' på BBC.

Ja, faktisk kom de fire familiemedlemmer med så mange forkerte svar, at de efterfølgende er blevet hånet på de sociale medier i Storbritannien.

Men på utrolig vis fik familien Davenport alligevel scoret over 50.000 kroner, så mange seere sad med løftede øjenbryn efter showet var slut, skriver Mirror.

Familien består af Phil Davenport, hans søster Joy og hendes to børn. De stillede op i programmet 'National Lottery 5-Star Reunion' i weekenden. Og sønnen Josh fik mange kommentarer på Twitter, efter han svarede, at et rektangel har seks sider.

Desuden vidste deltagerne ikke, at Isle of Man ligger i Det Irske Hav, at Jeremy Corbyn er leder af Labour-partiet i Storbritannien, eller at Amazonfloden løber gennem det sydamerikanske kontinent.

Også moderen Joy havde svært ved spørgsmålene. Hun kunne ikke svare rigtigt på et eneste spørgsmål i litteratur-kategorien. Her blev hun eksempelvis spurgt om Hermiones efternavn fra Harry Potter-bøgerne, og heller ikke det kunne hun svare på.

Phil Davenport vidste heller ikke, hvilket land Ringenes Herre hovedsagligt var filmet i. Familien var ellers med i programmet, fordi de ville vinde en rejse til Thailand, hvor de skulle genforenes med deres familie fra New Zealand - som er det rigtige land i spørgsmålet om Ringenes Herre.

Familien svarede i alt rigtig på 12 ud af 45 spørgsmål, hvilket endte med at udløse de 7.000 pund - svarende til cirka 57.000 kroner.

På videoen herunder kan du se Joy Davenport, som ikke kunne svare på et eneste af spørgsmålene om litteratur i quiz-showet.

Og de mange forkerte svar gav brugerne på Twitter anledning til at håne dem. Eksempelvis skriver en bruger, at familiens basale viden er ikke-eksisterende. Og en anden skriver, at hvis familien formår at finde lufthavnen, den rigtige gate og det rigtige sæde, vil det være et mirakel.

Du kan selv se de hånlige tweets her: