Advarsel: Stærkt billede

En otte-årig britisk pige måtte hasteopereres, efter at hun blev bidt af en dødsensfarlig edderkop i sit britiske hjem.

Den kun otte-årige pige Abbie Kinnaird kan glæde sig over, at hun har livet i behold og slap med et stort hul i sin hånd, da hun for nylig blev bidt af en livsfarlig edderkop. Biddet kunne nemlig have kostet hende livet.

På yderst uheldig vis blev den lille britiske pige bidt af den farlige edderkop i sit hjem i England. Det skriver Daily Mail og flere andre britiske medier.

En edderkop af typen ’brun eneboer’, som normalt kun findes i Nordamerika, faldt pludselig ned på pigen fra badeværelsesloftet i familiens lille lejlighed i britiske Colchester.

Det vides ikke, hvordan edderkoppen - der er kendt for at have gift, der er så farligt, at det i nogle tilfælde kan slå mennesker ihjel - pludselig var havnet i det britiske hjem. Ifølge Daily Mail kan den dog have gemt sig i pigens legetøj eller i familiens tøj.

Mødet med edderkoppen betød, at Abbie Kinnaird måtte tilbringe flere dage på hospitalet.

Her ses et billede af det sår, som den 8-årige pige fra Colchester i Essex fik
Her ses et billede af det sår, som den 8-årige pige fra Colchester i Essex fik Foto: Mercury Press & Media Ltd
Vis mere

Efter biddet blev mærket på pigens hånd først rødt og senere sort, hvilket fik pigens mor til at tage hende til lægen den efterfølgende dag. Der fik Abbie Kinnaird noget antibiotika.

Men det viste sig at være langt fra nok. Og da hånden ugen efter ikke var blevet bedre, men kun værre, endte pigen med at blive indlagt på hospitalet, hvor hun med det samme blev lagt på operationsbordet.

»De skar alt det sorte væk og skyllede alt det væk, som var nedenunder,« fortæller pigens mor Hayley Kinnaird.

Abbie Kinnaird tilbragte fire dage på hospitalet, hvor hun tre gange om dagen fik antibiotika for at få bugt med giften.

Ifølge netdoktor.dk er giften fra ’eneboer’-familien kendt for at især at fremkalde ’lokal vævsbeskadigelse og vævsdød’.

Familiens hjem er efterfølgende blevet undersøgt af skadedyrsbekæmpere, og man har fundet flere af de giftige kryb. Desuden har man også fundet flere edderkopper af typen ’den falske enke’. De er dog er knap så giftig som ’brun eneboer’.

Selv om hjemmet nu er blevet sprøjtet med gift, har skadedyrsbekæmperen fortalt familien, at der godt kan gå flere uger, før alle edderkopperne er døde, da de dyr, der har gemt sig i legetøj og tøj, først skal ud af ud af deres gemmesteder, før de kommer i kontakt med giften og dør.

»Han (skadedyrsbekæmperen, red.) anbefalede, at vi ikke vendte tilbage til huset,« fortæller Hailey Kinnaird til Daily Mail.

Og det har nu givet familien et nyt problem. Familien har spurgt kommunen om mulighed for at blive genhuset, men da der intet andet er ledigt, kan de kun få tilbudt et ophold på et vandrehjem. Hailey Kinnaird føler sig dog ikke tryg ved at tage sine to børn med på vandrehjem.

Men de kan heller ikke tage hjem, da hendes datter nu er bange for at vende tilbage til  der, hvor hun blev bidt.

»Jeg er rasende. De virker til at være ligeglade. Det er nemt for dem at sige, at edderkopperne vil være væk, men når du er otte år og har tilbragt fire dage på hospitalet på grund af dem, så er deres udsagn om, at lejligheden er fin, og at der ikke vil være edderkopper i hende seng, ikke nok til at gøre det nemmere for hende,« siger moderen.