Øverst kan du se et interview med Tom Peters fra tv-programmet 'This Morning', der blev sendt tirsdag.

En dag om ugen ændrer Tom Peters sit navn til 'Spot' og klemmer sig ned i et kropsnært latexkostume, der forestiller en dalmatiner-hundehvalp. For englænderen er den usædvanlige interesse ikke bare en hobby. Det er en livsstil.

At blive kløet bag øret, gå på fire ben og få en godbid, når han opfører sig ordentligt, er noget af det bedste, engelske Tom Peters ved. Han er vant til, at folk kigger langt efter ham, når han iført en sele bliver luftet, og han ved, at det er de færreste, der forstår hans valg.

Foto: Richard Ansett
Vis mere

Men han er ligeglad. Stolt kalder han sig selv for en 'menneskehvalp'. Og han elsker at være netop det.

Derfor står han nu - sammen med flere andre, der lever det samme dobbeltliv - frem i dokumentarprogrammet 'The Secret Life of Human Pups', der bliver sendt på Channel 4 i England onsdag aften.

I programmet bliver der sat fokus på det usædvanlige fænomen og ofte hemmelige liv som 'menneskehvalpe', der tidligere var en form for subkultur i rollespilsuniverset, og senere udviklede sig til en seksuel fetich. Nu er det mere en livsstil, som særligt mænd fra hele verden har taget til sig.

Alene i England menes 10.000 mænd at dele Tom Peters hobby.

Foto: Richard Ansett
Vis mere

En flugt fra virkeligheden

For den 32-årige lydtekniker er der ikke noget seksuelt i det. For ham er det en flugt fra virkeligheden.

Det fortalte han tirsdag, da han gæstede det engelske tv-program 'This Morning'.

»Det er en flugt fra virkeligheden. En flugt fra penge og den hektiske hverdag. Jeg kan slappe af på denne måde og have det sjovt med de små glæder her i livet, så som at bide i et stykke legetøj,« fortalte han og fortsatte:

Foto: Richard Ansett
Vis mere

»Det er en måde at stresse af på og klare tankerne.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Hele interessen for den alternative livsstil begyndte for alvor for Tom Peters, da han så et halsbånd og en hundesnor sat til salg på nettet. Han købte det med det samme, og derfra var han solgt.

»Det første tilbehør, efter jeg havde opdaget livet som hvalp, var et enkelt, orange halsbånd og en hundesnor. Men i løbet af årene har jeg samlet mange dragter og meget tilbehør, der er perfekt til mit dalmatiner-look,« fortæller han i et interview med engelske Telegraph.

Det kræver 'en del' talkumpulver

Da han første gang opdagede den nye verden, var han forlovet med kvinden Rachel. De gik fra hinanden, efterhånden som hans interesse for at være hvalp tog til. I dag er hun en af hans bedste veninder og trofaste støtter.

Tom, der tidligere har sovet i en hundekurv og har brugt mere end 40.000 kroner på sin besættelse, som kræver 'en del' talkumpulver for at komme i og ud af de kropsnære dragter, er dog klar over, at der er mange, der synes, at hans hobby er mærkelig.

»Nogen forstår det bedre end andre. Jeg tvinger ikke min interesse ned over andre, hvis de ikke vil vide noget om den, da det både er unfair over for dem og mig selv. Men de fleste af mine tætte venner praktiserer selv 'hvalpe-leg', så de giver mig altid små godbidder, når vi ses,« siger han til Telegraph.

De simple glæder i livet

For ham betyder det at leve et hvalpeliv, at man får mulighed for at nyde de simple glæder i livet.

»Lige fra bidedyr til at blive rost for at være 'en god dreng'. Ofte, når man vender tilbage til 'normaliteten', vil din hjerne være mere klar, og du vil føle dig gladere,« forklarer Tom Peters, der aldrig selv har ejet en hund, til Telegraph.

»Du kan finde glæde i de mindste ting. Så som at få kastet en tennisbold for dig. Og godbidderne! Min hvalpe-halvdel bringer mig ikke i problemer, men nogle gange, når jeg er i en dyrehandel, kan folk godt kigge underligt på mig, når de ser, hvor begejstret jeg kan blive over et bidedyr.«

Han er dog ikke en 'menneskehvalp' hele tiden.

»Jeg gør ikke det hele tiden. Jeg tilbringer nok en dag om ugen som hvalp - men ikke nødvendigvis en hel dag af gangen. Nogle gange er det kun fem minutter, andre gange er det i en time eller mere,«  siger han.

Tom Peters blev for nylig kåret som 'Mr Puppy UK' i England for sine hvalpe-anstrengelser.

Herunder kan du se en reklame for tv-programmet 'The Secret Life of Human Pups'.