To små hvide lys på dværgplaneten Ceres skaber undren blandt astronomer og andre, der interesserer sig for universet. På et billede taget af NASAs Dawn-rumsonde 19. februar 2015 ses to bittesmå lysende pletter på den ellers så mørke lille planet, oplyser NASA.

Astronomer har tidligere observeret én enkel lysplet, men da Dawn-rumsonden kom tættere på, opdagede forskere to små lysende pletter.

En der undrer sig er Andreas Nathues, der leder et rumkamera-hold ved Max Planck Institute for Solar System Research i Gottingen i Tyskland

solstorm2222

»Den kraftigst lysende plet er stadig for lille til at se med vores kamera, men trods størrelsen, lyser den meget kraftigere end alt andet på Ceres. Det er virkelig uventet og et mysterium for os,« fortæller Andreas Nathues

Lederen af Dawn-missionens opdagelser - Chris Russell fra University of California - er også forundret.

»Man kan nu se, at Ceres (første, red.) lysende plet faktisk har en mindre lysende plet ved siden af, tilsyneladende i samme fordybning. Det kunne tyde på, at pletterne har en vulkansk oprindelse, men vi er nødt til at vente på bedre billed-opløsninger, før vi kan komme med egentlige geologiske fortolkninger,« fortæller Chris Russell.

Astronomerne håber få skarpere billeder af dværgplaneten henover de næste 16 måneder, så man kan få afklaret, hvad der skaber de lysende pletter.