Alle små børn er dejlige, men denne tyrkiske dreng tager verden med storm af en helt særlig grund: Han er - helt bogstaveligt - født med hjertet på rette sted. Han har nemlig et hjerteformet jordbærmærke i panden.

Enhver mor og far ved, at netop deres afkom er de smukkeste i hele verden. Men mon ikke de fleste kan blive enige om, at denne tyrkiske dreng er noget ud over det sædvanlige?

Han har i hvert fald taget en stor del af verden med storm, efter at billederne af ham er dukket op i medier verden over.

Hans forældre kiggede da også en ekstra gang, da de sidste vinter så deres lille nyfødte dreng for første gang. Drengen, Çinar Engin, havde nemlig et stort jordbærmærke i panden, som er formet som et hjerte.

Guldklumpen blev straks en stjerne på fødestuen, og flere sygeplejersker kom for at få taget en selfie med ham.

Det skriver Daily Mail.

»Da jordemoderen fjernede blodet fra hans ansigt, var mærket det første, vi så,« fortæller hans far Murat Engin til avisen.

»Sygeplejersken udbrød bare: Og Gud. Utroligt. Han er en skøn baby. Og så kom tre andre og tog nogle selfies,« siger den stolte far, som tilføjer, at hans kone, Ceyda, begyndte at græde, da hun så ham.

»Det var næsten som en gave fra Gud. Ingen af os havde det dårligt over det.«

Deres lille dreng er nu 14 måneder gammel, og hvorend forældrene kommer med deres lille søn, vækker han smil og glæde.

Mange børn bliver født med de såkaldte jordbærmærker, og de fleste går væk af sig selv med tiden.