To forskere fra Michigan State University i USA har muligvis ramt jackpot, efter at de for nylig fodrede en bakterie med kemikaliet, der er kendt som guldklorid.

Bakterien, der bærer det latinske navn Cupriavidus metallidurans, fik store mængder guldklorid for at genskabe den proces, som, de to forskere mener, finder sted i naturen. Efter omkring en uge havde bakterien lavet de giftige kemikalier om til små guldklumper.

- Mikrobiel alkymi er det, vi laver. Vi laver guld ud af noget, der ingen værdi har, til et solidt ædelmetal, som er værdifuldt, siger professor i mikrobiologi og molekylær genetik Kazem Kashefi, der er den ene af de to professorer, som har gjort guldfundet, til universitetets hjemmeside.

Han arbejdede sammen med kollegaen Adam Brown på kunstinstallationen »The Great Work of the Metal Lover«, da de to eksperimenterede med guldklorid og bakterien, som altså producerede små klumper af 24 karat guld.

- Det er neo-alkymi. Hver del og hver detalje i dette projekt er en blanding af moderne mikrobiologi og alkymi, siger Adam Brown, der er professor i elektronisk kunst.

- Videnskab forsøger at forklare den fænomenologiske verden. Som kunstner forsøger jeg at skabe et fænomen. Kunst har evnen til at skubbe til videnskabelige undersøgelser, siger han.

Om de to forskere nu bliver styrtende rige og måske endda kan afslutte den globale finanskrise ved at masseproducere guld gennem bakterier er dog tvivlsomt.

Foruden de etiske spørgsmål, om hvorvidt det er i orden at producere menneskeskabt guld, vil omkostningerne ved at fodre bakterierne med guldklorid være for omfattende til, at det kan gøres på en større skala, siger de to forskere.