'Ingen ville nogensinde lade Johan Laigaard drive en børnehave i Australien'.

Så simpelt åbnes en artikel på det australske medie SBS Australia. Og grunden til netop den åbning skal findes i, at mediet, der også er en tv-station, har været en tur forbi Danmark, hvor reporterne har besøgt en dansk skovbørnehave.

Og hvad de fandt, undrer dem.

I skovbørnehaven, som vi efterhånden har rigtig mange af herhjemme, får børnene langt det meste af tiden lov til at gøre lige, hvad de vil. Klatre op i 10 meter høje træer, slås med pinde, hoppe i vandpytter, lege med knive og i det hele taget lege vildt.

Og det er det australske medie lige ved at tabe kæben over. For som det skrives i artiklen:

»Hvis du er en af den slags forældre, der holder et godt øje med dine børn på legepladsen, så vil Danmarks skovbørnehaver komme som et stort chok for dig - de gør tingene meget anderledes her,« skriver en af journalisterne bag historien i artiklen, som har fået pæn opmærksomhed på mediets Facebook-side med over 100 kommentarer og hundredvis af likes.

Hæver aldrig stemmen
Den Johan Laigaard, som indledningen af artiklen refererer til, er lederen af skovbørnehaven, som ligger i den jyske by Skive.

Og hans måde at håndtere børnene i børnehaven på gør først, at journalisten undrer sig, men siden ændres den undren til beundring, som journalisten får et bedre indblik i hverdagen på børnehaven og den måde, som pædagogikken udføres på, i børnehaven, hvor man lader børnene passe sig selv, og observerer fra afstand, med mindre noget går helt galt.

»Johan får det til at se nemt ud, men der er en stor del kunnen involveret,« skriver journalisten om en episode, hvor Johan Laigaard stille og roligt får forklaret en dreng i børnehaven, at den pind, han leger med, måske skal gøres lidt mindre, så han ikke rammer sig selv eller andre, og fortsætter:

»Og det er den kunnen, meget mere end umiddelbart den vilde leg (som børnene får lov til at lege i børnehaven, red.) som stadig imponerer mig flere uger efter,« skriver journalisten, der også bemærker, hvordan Johan Laigaard aldrig skælder børnene ud.

»Mest imponerende af alt er, at Johan styrer deres adfærd uden kritik eller dom og uden nogensinde at hæve stemmen. Og han gør det ude i skoven, mens han har det sjovt,« skriver journalisten.

Du kan finde SBS Australias artikel om den danske skovbørnehave her.

Der er også et tv-klip i artiklen, som du kan se.