Den unge mand, der på Facebook viste et billede af sig selv med en lottokupon med en milliongevinst, tog i den grad fis på folk

Det skriver metroexpress.dk. Lottokuponen havde nemlig ingen gevinst på sig.

Daniel Ruberg uploadede mandag aften et billede af sig selv på det sociale medie Facebook, hvor han havde en lottokupon med flere millioner på.

- Første gang man køber en lottokupon og så score man sgu den store jackpot!! (6 rigtige ~ 23.506.032 kr,-) Jeg giver to tilfældig personer der har delt dette billede 75.000 kr. hver, kom frisk!, opfordrede den unge og tilsyneladende heldige mand under billedet. 

Og den opfordring var andre brugere helt med på. I løbet af 13 timer er billedet blevet delt over 59.000 gange, og mange har lykønsket den unge mand, og måske krydset fingre for, at de blev en af de to heldige, der fik del i den store gevinst. 

Men de mange mennesker, der håber at kunne se frem til de mange penge, kommer til at få en lang næse. Ifølge Metroexpress har den pågældende kupon nemlig ingen vindertal. 

- Vi har forstørret billedet op, og kan se, at kuponen er fra februar. Og i februar har der slet ikke været uddelt så store gevinster, siger Karen Minke, kommunikationsmedarbejder hos Danske Spil.
 
Hvorfor Daniel Ruberg valgte at lægge billedet op vides ikke, men ifølge Michael Vilster, der er sociale medier-konsulent hos Danske Spil, er det en uskyldig joke, svarende til gammeldags telefonfis, der har vokset sig stor.

- Med et pænt ord kan det kaldes 'Like-hunting'. Det kan også kaldes 'Like-whoring', hvis man er til den grimmere slags. I bund og grund er det en joke, der svarer til telefonfis i gamle dage. Jo flere 'likes' man får, des større succes har man med sin joke. Så har man snydt flest, siger han til Metroexpress.

BT har uden held forsøgt at kontakte Daniel Ruberg.