En engelsk familiefar 'havde uden tvivl været død', hvis ikke han havde haft sin iPhone i lommen.

Daniel Kennedy blev haglet ned af skud fra et oversavet haglgevær på en offentlig sti i byen Widnes i Cheshire, efter han havde taget nogle teenagere i lave drengestreger. De unge mennesker var ved at slukke for den lokale vandforsyning, formentlig som en joke, og 25-årige Daniel Kennedy bad dem stoppe. Men så lød skuddene, skriver Metro.

På mirakuløs vis ramte hovedparten af kuglerne den iPhone, som han havde i brystlommen.

Læs også:

»Det var grunden til, at han overlevede,« lød det fra politiinspektør Gary McIntyre fra Cheshire Politi umiddelbart efter episoden i oktober sidste år.

Efter den voldsomme oplevelse fik Daniel Kennedy samlet sig selv op fra jorden og vaklede hjem til sin lejlighed i nærheden, hvor han slog alarm.

Politiet har anholdt en bare 19-årig fyr i sagen, han er tiltalt for drabsforsøg og for våbenbesiddelse med hensigt til at skade andre. Der forventes at falde dom i juli.

»Duggans handlinger den aften var ekstreme og chokerende. Offeret går blot hen for at tale med dem om, at de havde slået vandforsyningen fra og det resulterer i, at han bliver ramt af skud fra et farligt våben,« siger politiinspektør Gary McIntyre og fortsætter:

»Det er en bemærkelsesværdig sag - havde telefonen ikke været i lommen på det tidspunkt, havde han uden tvivl været død.«