Der var mange glade og feststemte deltagere, da der var Color Run i den hollandske by Leeuwarden i går.

Men efter at de havde løbet de fem kilometer og var blevet overdænget med alle regnbuens farver i sundhedens, glædens og individualitetens tegn, stivnede smilene noget for mange af deltagerne. Det skriver det hollandske medie Friesland.blog.nl.

Det viser sig nemlig, at de farver, der blev kastet med ikke går af i vask. Flere af deltagerne har delt billeder af deres hår på begivenhedens Facebook-side og Instagram.

»Og hvad nu,« spørger Kimberley de Lang frustreret.

Hun har forsøgt at vaske sit hår med fire forskellige shampooer, men uden held.

»Jeg ligner stadig en paradisfarvet kanariefugl,« skriver hun.

Normalt bruges der farvet majsmel, som let vaskes af, under Color Run, men i Leeuwarden har arrangøren tilsyneladende brugt andre og mere genstridige farver.

»Det er så latterligt. Jeg kommer til at ligne en klovn på arbejdet,« skriver Denise Verhoven på Facebook-siden.

Wendy Geertsma forlanger, at organisationen bag løbet reagerer på de mange klager, men der er desværre ikke noget at gøre for de deltagere, som står med det regnbuefarvede hår i postkassen dagen derpå. ​​Crazy Colorrun skriver på deres hjemmeside, at organisationen ikke kan holdes ansvarlig for eventuelle skader.

Color Run afholdes over store dele af verden. Alle deltagerne løber fem kilometer, men det drejer sig ikke om at få en hurtig tid. Formålet er at have det sjovt med de andre deltagere. For hver kilometer er der en farvepost, hvor deltagerne bliver dækket fra top til tå af flotte farver. I mål fortsætter festen med musik, underholdning - og endnu mere farvekast. Som deltager skal du være iklædt hvidt tøj eller være klædt ud.

I løbet af 2015 lægger Color Run vejen forbi København, Odense, Aarhus, Herning, Slagelse, Aalborg og Kolding.

SE VIDEOEN FRA COLOR RUN I VALBY 2014: