CANADA: En canadisk kvinde modtog forleden et brev, der havde været 45 år undervejs. Ifølge den canadiske statsradio CBC var brevet afsendt fra kvindens søster tilbage i 1969 med et frimærke med en værdi af seks cent.

Brevet ankom i et plastikchartek med en besked fra det canadiske postvæsen, der undskyldte for brevets tilstand, ikke for forsinkelsen.

»Kære kunde, vi beklager dybt, at din post er beskadiget. Det blev fundet i denne tilstand i strømmen af breve,« stod der ifølge CBC i beskeden.

Brevet var adresseret til Mr og Mrs D.D. Tingle, og der var kun angivet et vejnavn og et forkert husnummer. Hverken byen Calgary eller navnet på provinsen, Alberta, var nævnt. Alligevel dukkede brevet op på den rigtige adresse i Calgary. Men med 45 års forsinkelse.

BNB