Våbene er en del af en større auktion over effekter med tilknytning til berømte gangstere, lovløse og politifolk. Foruden Bonnies revolver og Clydes Colt .45 kan samlere ifølge BBC få fingre i våben, som har tilhørt Al Capone og Babyface Nelson.

Det er dog Bonnie og Clyde, der forventes at trække de største bud. Deres pistoler vurderes til mellem 850.000 og 1,7 millioner kroner, og det er der en god grund til, mener historikeren E.R. Milner.

- Amerikanere - og de fleste andre, vil jeg tro - elsker elskende. Og her er to unge mennesker midt i verdenshistoriens værste depression, der kæmpede for det, de troede på, og elskede hinanden samtidig.

Bonnie og Clyde døde i en regn af kugler i 1934. Forinden havde de røvet et utal af banker og dræbt et tocifret antal politifolk og civile.