Det var et forfærdeligt syn, der mødte politiet, da de stormede den 66-årige Eduardo Oviedos hus i Mar del Plata, Argentina.
Inde i Eduardo Oviedos hus var der indrettet et bur med gitter og en jerndør med udvendig lås. Heri holdt han sin 61-årige kone og 32-årige autistiske søn fanget i op mod seks år. Konen og sønnen tilbragte dagtimerne i metalburet, som var fyldt med afføring, sprøjter, reb, affald, mursten og dyrefoder. Om aftenen og natten var de buret inde i et andet lignende rum i huset.
Det skriver engelske Daily Mail.
Den arbejdsløse Eduardo Oviedo kom for retten lørdag, hvor han blev tiltalt for kidnapning og for at have holdt sin kone og søn fanget i slaveri. Men det er ikke det hele. Ifølge den spansksprogede avis La Nación tvang Eduardo Oviedo også sin søn til at spise dyrefoder og drikke brændstof. Begge dele blev fundet i buret.
Det var to af Eduardos Oviedos andre børn, der fortalte politiet om faderens behandling af deres bror. De havde ikke sagt noget før, da de var bange for faderen.