Billedet, der kan koste Phelps OL-guldet

Reglerne er klare - og her bryder han dem

Han har været helt ustoppelig i vandet. Med sine i alt 22 medaljer - heraf hele 18 af guld - er svømmeren Michael Phelps den atlet i OL-historien, der har vundet flest medaljer ved De Olympiske Lege.

Én speciel paragraf i OL's regelsæt, kan dog være det, der gør det ved mesteren, som konkurrenterne i vandet ikke har formået: Vælte ham fra tronen.

I hver fald i forhold til de fire guld- og to sølv-medaljer han hentede hjem ved de netop overståede lege i London.

Problemet er to reklamefotografier.

Den Olympiske Komité (IOC) har helt klare regler for, hvordan atleterne må reklamere. I en måned omkring OL - ved det netop overståede OL i London var perioden fra den 18. juli til den 15. august - er det ikke tilladt at reklamere.

Men den 13. august kunne man pludselig se den 27-årige amerikanske svømmer afbilledet liggende i et badekar. Ved siden af badekarret ser man en Louis Vuitton-taske. Og det er dét, der er problemet. Billedet, der er taget af den verdensberømte fotograf Annie Leibovitz, er nemlig en reklame for modehuset.

Samtidig dukkede der også et andet billede op: Phelps siddende i en sofa (naturligvis med en Louis Vuitton-taske for fødderne) sammen med den sovjetiske OL-legende, den 77-årige tidligere gymnast Larissa Latynina. Heller ikke det billede var tilfældigt. Der var også tale om et reklamefotografi for modehuset.

Phelps' lejr afviser, at de på nogen som helst måde har haft noget at gøre med tidspunktet, billederne er kommet ud på. Der er tale om et læk, siger de.

- De billeder var hverken revideret eller godkendt, så simpelt er det. En atlet kan ikke styre den slags. ligesom du heller ikke kan garantere, at der aldrig er nogen, der bryder ind i dit hus, siger svømmerens agent, Peter Carlisle, til nyhedsbureauet AP.

Der står meget på spil for den olympiske mester. Finder IOC Phelps skyldig i at overtræde reklamereglerne, kan det koste ham de medaljer, han vandt i London. Fire guld og to af sølv. Reglerne er nemlig klare: Overtrædelse af reglerne betyder, at man får indraget de placeringer - og eventuelle medaljer - man måtte have kæmpet sig frem til under legene.

IOC har endnu ikke diskuteret Phelps-sagen.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her