Man ligger som man har redt. Det måtte en mand sande, efter han forleden fik en karma-lussing udover det sædvanlige.

På Twitter fortæller engelske Matt Buckland, der leder rekrutteringsfirmaet Forward Partners, hvordan han pludselig stod ansigt til ansigt med den mand, der tidligere på dagen havde svinet ham til i toget.

»Jeg var på vej på arbejde med toget mandag morgen i myldretid. [På et tidspunkt] stod jeg til venstre, så en kvinde kunne komme forbi mig og kom derved til at blokere for en mand et kort øjeblik. Han skubbede sig forbi, så han næsten væltede mig og råbte [ad mig],« fortæller Matt Buckland til BBC.

Trods den lidt voldsomme start på morgenen, fortsatte dagen normalt for Matt Buckland - lige indtil kl. 17.15. Her havde Matt en jobsamtale med en mandlig ansøger.

Pludselig stod den uhøflige mand fra toget der. Manden genkendte dog ikke Matt Buckland, der selv fandt situationen højest akavet. Matt Buckland valgte derfor at spørge manden, om han havde haft en god tur på arbejde den morgen.

Har du oplevet noget lignende? Så tip BT på 1929@bt.dk

Det er uvist præcist, hvordan den sure mand reagerede, da det gik op for ham, hvem han stod overfor. Én ting står dog klart: Han fik ikke jobbet.

»Vi grinede af det, men det viste sig, at han ikke var den rigtige til jobbet,« fortæller Matt Buckland. Han understreger dog, at det ikke skyldes mandens opførsel i toget den morgen.

Bucklands tweet er siden blevet et ægte viralt hit på de sociale medier.