En mand fra Australien fandt en gammel lottokupon, da han gjorde rent i sin bil. Det viste sig at blive en rigtig god forretning.

Manden, der gerne vil være anonym, købte lotto-kuponen i januar 2016, men tjekkede den først online i februar 2017 efter at have fundet den i bunden af en gammel pose, mens han gjorde rent i sin bil.

Det skriver det australske medie news.com.au.

»Jeg beklæder bunden af mine genanvendelige Aldi-poser med pap for at styrke dem,« siger den australske mand fra Newcastle til news.com.au og uddyber:

»Lotto-kuponen lå gemt under pappet. Jeg vidste ikke, at den var der«

Da han tjekkede kuponen viste det sig, at han havde vundet 1.020.496 australske dollars, svarende til ca. fem en halv million danske kroner.

»Jeg er glad for, at jeg ikke bare smed posen ud,« siger han.

Cheryl Tuckerman, som er ejer af 'The Nextra Marketown Newsagency' i Newcastle, hvor lottokuponen blev købt, siger, at hun er lettet over, at den 13 måneder lange søgen efter vinderen endelig er ovre.

Den forsinkede vinder har planer om at bruge pengene på at hjælpe sine børn med at afdrage på deres huse og på at betale for sine børnebørns uddannelse.

Den australske lottovirksomhed 'NSW Lotteries' opfordrer nu lotto-spillere til at tjekke deres gamle kuponer.