Anne Lindholt spærrede øjnene op, da der dumpede en faktura ind i hendes mailbakke, fordi hun havde sendt et ret banalt spørgsmål til Aarhus Kommune.

Hun havde funderet over, hvordan man beregner bebyggelsesprocenten  - forholdet mellem størrelsen på en grund og antallet af etagekvadrameter, der er bygget på den.

Derfor sendte hun en mail til kommunen med spørgsmålet og opgav sin adresse, hvilket skulle vise sig at være det, der kom til at koste hende kassen. Ikke mindre end 1.324 kroner lød regningen på for at besvare spørgsmålet, som ifølge kommunen tog to timer at besvare, skriver Aarhus Stiftstidende.

»De må da vist have rundet lige rigeligt op, når de skriver, at de har brugt så lang tid på at besvare et helt ukompliceret spørgsmål,« siger Anne Lindholt, der ikke i sin vildeste fantasi havde drømt om, at hendes spørgsmål skulle blive så dyrt, siger hun til avisen.

Aarhus-borgeren bor i et rækkehus i to etager i området Tranbjerg og havde læst, at bebyggelsesprocenten kun måtte være fra 35 til 40 procent. Men hun havde regnet sig frem til, at den var 44 procent på hendes egen grund og undrede sig over, om det var hende, der havde regnet forkert.

Efter udregningen blev hun i tvivl og skrev derfor til kommunen. I autosvaret på mailen stod der godt nok, at hun skulle betale et gebyr for den tid, kommunen brugte på at besvare spørgsmålet, men hun tog det ret roligt, da hun ikke mente, at det ville tage særligt lang tid at besvare.

Og svaret var da også ganske kort.

14 dage efter, Anne Lindholt havde sendt mailen, kom det korte svar, at hun havde regnet helt rigtigt, og at der ikke ville kunne bygges mere på hendes grund med en vedhæftning af bestemmelserne på området. Sammen med regningen for spørgsmålet.

Normalt ville den slags spørgsmål ikke koste noget for borgeren, fordi det ville blive opfattet som et principielt spørgsmål, man kan få behandlet kvit og frit. Men fordi hun havde skrevet sin privatadresse i mailen, ses det som byggesagsbehandling, og det har siden januar 2015 kostet et gebyr for borgerne i Aarhus.

»Henvendelsen vedrører en konkret adresse. Derfor skal vi være grundige og præcise i vores svar. Og derfor er der gebyr på,« forklarer Ann Hamborg, der er lederen af kommunens afdeling for byggeri.

Men  selvom det står i reglerne, vil Anne klage over regningen. Hun mener hverken prisen er rimelig, eller at hun er blevet informeret om, at det koster et gebyr, fordi man skriver sin adresse på.