Rekord: Anette og Kenneth Lund fra Vejle har verdensrekord i bryllupper. De er blevet gift syv gange - med hinanden. Mød hr. og fru WedMore

I kirke eller på rådhuset? Slots- eller havebryllup? Barfodet på en Hawaii-strand eller hængende med hovedet nedad i en bungee-jump elastik? Hvorfor tvinge sig selv til at vælge, når man kan få det hele?

Anette og Kenneth Lund gav hinanden deres ‘ja’ ved en stille og rolig borgerlig vielse i Vejle 12. august 2005. Og igen ved et stort kirkebryllup i 2007, fire gange i Las Vegas en septemberdag i 2009 - i faldskærm, helikopter, gondol og en kitsch limousine flankeret af en ‘Elvis’ - og endelig ved Sønderborg Slot i marts.

Parret er dermed indehaver af verdensrekorden i både antal bryllupper på én dag - og i at blive gift med hinanden flest gange. Og de er slet ikke færdige endnu.

- Det har aldrig været meningen at sætte rekorder, forsikrer bruden, der sammen med sin mand har taget mellemnavnet ‘WedMore’.

En joke, der udsprang af alle de uventede opkald fra internationale medier efter deres fire bryllupper på én dag i Las Vegas. Og det er netop det, det handler om: At have det sjovt sammen.

- Det handler om at gøre noget sammen. At få en oplevelse. Selvom vi nu er blevet gift syv gange, så får vi stadig sommerfugle i maven, siger Anette WedMore Lund (37).

- Kærligheden får en kickstart hver gang, udtrykker gommen Kenneth (42) det.

Anette skulle egentlig giftes med en anden, da hun mødte Kenneth. Han var bryllupsplanlægger og manden bag hjemmesiden bryllup.dk. Han hjalp bl.a. Anette med at planlægge en telefon-joke for hendes kommende gom. Men ægteskabet holdt ikke længe, og kontakten mellem Anette og Kenneth voksede med tiden til mere end venskab.

Da forholdet kulminerede i et frieri og et ‘ja’, følte ingen af dem behov for et kæmpe stort bryllup. Så de tog på rådhuset uden at fortælle det til nogen. Bare de to og deres datter.

Det skulle være kækt og sjovt

Men ved nærmere eftertanke ville Anette og Kenneth egentlig gerne have hele pakken alligevel. Et kirkebryllup med familie og venner. Så det gjorde de i 2007. Og så var der egentlig ikke planer om flere bryllupper.

I 2009 skulle parret imidlertid til Los Angeles. De ville gerne prøve noget sjovt på rejsen, og da de skulle feriere tæt på Las Vegas, så gav det nærmest sig selv.

- Det måtte gerne være noget kækt og sjovt. Og nu havde vi jo prøvet det lovformelige på rådhuset og det meget traditionelle i kirken, så nu kunne det være sjovt at blive gift af ‘The Flying Elvises’ eller i faldskærm eller sådan noget. Så vi forhørte os, og fandt altså flere sjove ting, som vi bare måtte prøve, fortæller Anette Lund.

Elvis og kitsch i Vegas

Der var både stilfuldt gondol-bryllup, action-bryllupper og så et vaskeægte Las Vegas-brag.

- The Little White Chapel var fuldstændig kitsch. Det var en drive-in, hvor man kører ind i en limousine, hopper op af taget og nærmest laver en bestilling. Så sagde vi pænt ‘ja’ til en Elvis, han sang en sang, og så drønede vi videre. Det var virkelig hyl, griner Anette, der lejede en brudekjole billigt til dagens strabadser.

Parret havde en vild dag i Las Vegas, der endte med et bryllup i helikopter over Nevadas ørken og utallige kærlighedserklæringer. Og grinene forstummede ikke, da brudeparret kom hjem. De blev kimet ned af udenlandske journalister, der ville have kommentarer fra ‘verdens mest romantiske par’.

- De sagde, at det var verdensrekord. Det havde vi overhovedet ikke tænkt på. Det var sgu meget sjovt.

Hr. og fru WedMore Lund kunne bl.a. godt tænke sig også at blive gift i London Eye (stort pariserhjul i London, red.), på den kinesiske mur, under stjernehimlen i Planetarium, i Orientekspressen og svømmende med delfiner.

Se billederne: