NB: Der er blevet rettet i denne artikel. Den er baseret på amerikansk forskning og amerikanske forhold. Triclosan og triclocarban bliver ikke benyttet i Danmark, og derfor er der ikke de samme problemer med håndsprit her i landet.

Festivaler, hospitalsbesøg og jordomrejser har (mindst) én ting til fælles: håndsprit og antibakterielle sæber.

Men selvom de antibakterielle midler ofte tages i brug i bakteriefyldte omgivelser, viser stadig mere forskning, at de kan være forbundet med flere ulemper end fordele. Dette skyldes især to stoffer, triclosan og triclocarban, som er blevet forbudt i Danmark.

Det skriver arstechnica.com.

Forskere beretter nemlig, at de to udbredte antibakterielle stoffer fundet i håndsprit og antibakteriel sæbe, kan øge risikoen for infektioner, forstyrre tarmfloraen og anspore bakterier til at blive resistente over for ordineret antibiotika. Samtidigt er håndsprittens fordele begrænsede.

Produkter med triclosan og triclocarban skal være væk fra det danske marked seneste i starten af 2017, skriver Miljøstyrelsen

Det er især triclosan, som forskere finder mere og mere skidt på. Antibakterien bruges ikke kun i håndsprit og antibakterielle sæber, men også i shampoo, tandpasta, kosmetik, rengøringsmidler og meget mere. Triclosanen har nemt ved at trænge ind i kroppen ved indtagelse, fra eksempelvis tandpasta, eller gennem huden fra håndsprit eller kosmetik.

I et studie publiceret i tidsskriftet American Society for Microbiology i 2014 fandt forskerne triclosan-besatte bussemænd hos 37 ud af 90 voksne, svarende til 41 procent.

Et andet studie publiceret i tidsskriftet Encocrine Society i 2013 viste, at rottemødre der blev udsat for triclocarban, som også er i især mange antibakterielle sæber, videregav kemikalierne til deres unger.

Og det er ikke kun menneskekroppen, som skades af stofferne i håndsprit og antibakterielle sæber. Miljøet rammes også.

To studier publiceret i tidsskriftet Environmental Science and Techonology i 2014 viste, at både triclosan og triclocarban forstyrrer de mikrobielle samfund, der nedbryder spildevand og i nogle tilfælde saboterer deres evne til at 'fordøje' slammet. Det kan gå ud over vandløb, dyre- og planteliv og i sidste ende mennesker.

Triclosan og triclocarban kan dog slå bakterier ihjel under håndvaske, som er længere end de få sekunder, de fleste typisk har hænderne under vandhanen. Det betyder, at eksempelvis hospitalslæger, som vasker deres hænder meget grundigt inden operationer, stadig kan få glæde af håndspritten og de antibakterielle sæber

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvad er bussemænd lavet af?

Skal man svede for at forbrænde fedt?

Kan babyer kommunikere med tegnsprog?