Et amerikansk par har fået en helt særlig historie om, hvordan de blev forlovede. For manden, Daiwon Mcpherson, var det en sjov, tilrettelagt oplevelse. Mens kvinden, Shawna Blackmon, først troede, at hun ville miste sin kæreste.

Det skriver WPMI Local 15 - et lokalmedie, der hører under NBC.

På grund af de skyderier, der er sket mod sorte i USA af politibetjente, besluttede Mcpherson sig for at associere sig med det lokale politi i Alabama, i håbet om, at historien endte med at få opmærksomhed og bringe en smule glæde til et ømtåleligt emne.

Mcpherson var bevidst forsinket til en aftale med Blackmon fredag aften lokal tid, som han var på vej til på sin motorcykel. Blackmon fik et opkald om, at kæresten var blevet anholdt nær en tankstation, som hun derfor skyndte sig hen til. Der blev hun mødt af flere betjente, der omringede Mcpherson, der blev bedt om at gå på knæ på jorden.

Betjentene havde rettet stødpistoler, der ikke var ladt i dagens anledning, imod Mcpherson.

Blackmon ville forsøge at lægge en dæmper på hele situationen, da hun vidste, at kæresten bar en pistol. Derfor gik hun mellem politi og kæreste for at fjerne hans pistol.

Da Mcpherson rakte ind i sin inderlomme, var det dog slet ikke et skydevåben, han tog frem - men en forlovelsesring.

»Først tror man, at vi nu ser endnu et eksempel på en sort mand, der bliver dræbt af to betjente, men nej, det var hele pointen,« siger Blackmon ifølge det amerikanske medie.

Situationen gik præcis, som Mcpherson havde håbet på. Blackmon sagde ja, og han havde skabt opmærksomhed om kampagnen Black Lives Matter, der kæmper imod vold og racisme mod sorte.

»Jeg følte, det var den perfekte måde at sætte det op på og bringe folk sammen,« siger Blackmon til mediet.

Ifølge Mcpherson blev hele det dramatiske frieri sat op på ganske få timer samme dag - med stor hjælp fra politiet i Alabama.