Det engelske ægtepar Noel og Sue Radford på henholdsvis 45 og 41 år, er mor og far i Storbritanniens største familie. De har netop annonceret, at de endnu engang skal være forældre - denne gang til deres barn nummer 20.

Det skriver engelske The Sun.

Familien annoncerede nyheden om deres kommende barn, der bringer børneflokken op på en hel snes, på familiens Instagram-profil onsdag. Det gjorde de med et scanningsbillede, en forventet termin i september, samt den nuværende 'stilling' på 10 drenge og ni piger.

Familien fra Lancashire har flere gange optrådt i aviser og tv-programmer, og BT har også i 2012 skrevet om familien, da de netop var blevet forældre til nummer 16. Siden da er altså yderligere tre føjet til flokken med en fjerde på vej.

»Jeg elsker bare at være mor. Vi er så heldige. Jeg bliver meget rørt, når jeg ser alle børnene sammen,« sagde Sue Radford dengang til Daily Mail.

Parret fik deres første barn, Chris, da Sue var 14 og Noel var 18. Familien bor i et ni-værelelses hus, hvor de ældste børn dog er flyttet ud. Parret er også nået op på tre børnebørn.

Ifølge Metro har familien ikke søgt om støtte fra staten på noget tidspunkt, og har kun de normale børnepenge ved siden Noels arbejde i familiens bageri. Dagligt kommer de blandt andet igennem ni liter mælk og tre æsker morgenmadsprodukter.

Familiens børn og deres aldre er som følger:

Chris (27), Sophie (22), Chloe (21), Jack (19), Daniel (17), Luke (15), Millie (14), Katie (13), James (12), Ellie (11), Aimee (10), Josh (9), Max (7), Tillie (6), Oscar (4), Casper (3), Hailie (1), Pheobe (0).

I 2014 fik familien også Alfie, der desværre blev dødfødt. Familien fastholder dog at holde ham med i regnskabet over deres børn.