Du ved sikkert godt, at pengesedler, greb i bussen og toiletsæder er fyldt med bakterier.

Men også det sted, hvor du sætter dine læber, når du drikker af en sodavandsdåse, er en bakteriefælde, viser en undersøgelse.

»Det chokerede mig, at dåsesodavanden var mere beskidt end et toiletsæde. Jeg har jo nærmest bedre af at drikke direkte af toiletkummen end af en dåses kant,« siger Jake Tyson til det australske medie News.

Han er er CEO for EarthEcco, der har foretaget en række hygiejnetest på produkter, som mange mennesker er i kontakt med.

Jake Tyson tilkendegiver, at han nu vil drikke af sugerør, hvis han skal drikke sodavand fra dåse fremover.

EartEcco undersøger hygiejne og sanitet og nåede frem til det foruroligende resultat, at en dåsesodavand ramte svimlende 1146 enheder af en række aktive enzymer og organismer, som ikke må overstige 30 enheder.

For eksempel viste et toiletsæde på et kontor sig at ramme 984 enheder - lavere end sodavandsdåsen.

Testene viser også, at colibakterier fra afføring og salmonellebakterier myldrer rundt de steder, vi kommer i berøring med på daglig basis.

Derfor anbefaler eksperter fra hygiejnefirmaet, at du vasker dine hænder, hvis du har været i berøring med genstande, som mange andre end dig også er i berøring med for at undgå smitte.