100 års spænding er endelig blevet forløst. Pakken, som Norge har ventet med spænding på åbningen af, er endelig åbnet.
- Nu er tiden kommet, sagde en repræsentant fra kommunen klædt i norsk folkedragt.
- Jeg åbner den fra bagsiden, så den bibeholder sin antikvariske værdi, sagde Kjell Voldheim fra Otta Museum og tog hvide handsker på.
Han åbnede pakken, mens publikum holdt vejret.
En lille skuffelse sporedes hos museumsmanden, da han så endnu en pakke i pakken, men da han åbnede den kom et væld af breve, bilag, regnskaber og aviser frem.
Papirerne var pakket ind i klæder med det norske flags farver og på et banner stod der 'Fra Kongen'. Flere af brevene var afsendt fra USA.
- Det ser ud som om, den indeholder regnskaber, bilag, kvitteringer - der er vældig mange dokumenter, sagde Kjell Voldheim.
'Kan åbnes i 2012' stor der skrevet med blæk på pakken, der har ligget forsvarligt forseglet i en glasmontre på Gudbrandsdal Museum. Den blev overdraget til Sel Kommune i Norge af kommunens tidligere ordfører, Johan Nygaard, som svarer til den øverste politiske leder for 100 år siden.
Lige siden har spekulationerne om indholdet af den spektakulære pakke floreret, og nu skal Otta Museum til at grave i de historiske dokumenter for at analysere indholdet.
- Her er en opfordring til at tegne et mindesmærke. Det ser ud som om, den indeholder vældig mange papirer. Vi ved nok, hvad vi skal få aftenen til at gå med, sagde han.
Det blev annonceret fra scenen, at indholdet ville blive gennemgået grundigt, og at publikum kan komme tilbage senere på aftenen for at høre nærmere om indholdet.



