Det gjorde rigtig ondt på deltageren Mike Beck, da han for anden fredag i træk endte i farezonen i "X Factor".

København. Det var en tydeligt berørt og skuffet Mike Beck, der fredag måtte sige farvel til talentshowet "X Factor".

For anden fredag i træk befandt den 33-årige familiefar sig i farezonen, da danskerne havde afgivet deres stemmer.

Og i sidste ende sendte dommer Thomas Blachman Mike Beck ud af konkurrencen med den begrundelse, at to gange i farezonen var én gang for mange.

Og det var et udfald, som i den grad påvirkede den talentfulde sanger, der med det samme brød ud i tårer.

- Det hele slukkede. Jeg tænkte ikke så meget. Det gjorde rigtig ondt, fortalte Mike Beck efter showet.

Han og dommeren Remee havde ellers forsøgt at skifte sangstilen i aftenens show, fordi Mike Beck også sidste fredag var blandt de to deltagere, der fik færrest stemmer af seerne.

Men heller ikke en flirtende og charmerende udgave af Van Morrisons 70'er-klassiker "Moondance" faldt i danskernes smag og var nok til at sende Mike Beck videre i konkurrencen.

- Står du to gange i farezonen, så har du ikke opbakningen fra dem hjemme i stuerne. Så lige meget om Blachman havde sendt mig videre igen, så var jeg nok bare havnet der næste gang også, lyder den skuffede reaktion fra Mike Beck efter exittet.

Han mener derfor, at Thomas Blachmans begrundelse for at sende ham ud af konkurrencen var helt fair.

- Jeg kan godt forstå det, for hvis man ender i farezonen to fredage i streg, så har man ikke dem derhjemme med, sagde Mike Beck.

Også dommer Remee er skuffet over alderspræsidentens exit. Men han er alligevel tilfreds med sangerens præstation i programmet.

- Mike havde sin egen helt cool ting, hvor de andre er nogle større sangere på en måde. Mike stod for mig troværdigt, i det han lavede, sagde Remee.

/ritzau/FOKUS