Fra i aften og de næste mange fredage frem kl. 20:00 løber DRs nye satsning 'X Factor' over skærmen.
Den engelske opfindelse går ud på, at cirka 1500 håbefulde danskere tropper op foran de tre dommere Lina Rafn, Remee og Thomas Blachmann. De skal så prøve at overbevise trioen om deres talent, hvorefter de får en mere eller mindre venligt stemt dom.
Efter de indledende fire programmer skal de i gang med ni live shows, hvor de resterende ni deltagere skal optræde foran et levende publikum. Det er samtidig her, at dommerne kæmper indbyrdes mod hinanden i og med, at de hver har tre deltagere at coache og træne. Den endelige vinder scorer en pladekontrakt og promovering blandt andet gennem indspilning af en musikvideo.
Og de tre dommere er ikke i tvivl om, at det er hos dem, det primære ansvar ligger. Den femdobbelte grammyvinder Thomas Blachmann beskriver det ret præcist:
- Vi har helt sikkert mere kant end de dommerpaneler, som er set i både England og USA. Vi giver deltagerne en eksplosion, når de kommer ind i lokalet. Vi giver dem ting at vide, som de sikkert aldrig har fået at vide før, siger Thomas Blachmann og forklarer:
- Vi vil ikke bare kritisere eller rose. Vi har en passion med i det her arbejde. Og det er det, som både kan skabe stjernerne, men det kan også falde til jorden med et plask.






















