Instruktøren indledte en affære med sin kærestes adoptivdatter og har i dag stadig ingen skrupler over forholdet, som har holdt i 24 år.

En dag var skuespillerinden Mia Farrow hjemme hos kæresten gennem 12 år, mesterinstruktøren Woody Allen, da hun fandt nogle mildest talt chokerende billeder.

På en række fotos optrådte hendes dengang blot 21-årige adoptivdatter, Soon-Yi Previn, splitternøgen, og billederne var taget af Allen selv.

Woody Allen og Soon-Yi Previn erkendte affæren, og Mia Farrow brød både med instruktøren og sin adoptivdatter. Allen og Previn giftede sig med hinanden i 1997 efter fem års forhold.

Trods palaveren om affæren og forholdet med sin daværende kærestes adoptivdatter har intet af det rørt Allen, fortæller han nu i et nyt interview med The Hollywood Reporter.

»Jeg var helt immun over for kritikken. Jeg arbejdede uformindsket videre og lavede en masse film i samme standard som før. Jeg er god på den måde og meget disciplineret,« lyder det fra den firdobbelte Oscar-vindende filmskaber, der i interviewet også løfter dynen til sit og Previns ægteskab:

»Hun giver mig masser af glæde og et vidunderligt liv, hjem og kammeratskab. Hun har givet mig de bedste år af mit liv - jeg forguder hende,« siger han.

Siden affæren blev opdaget for 24 år siden har den i dag 80-årige filmskaber og hans 35 år yngre kone ikke haft kontakt til Mia Farrow - deres henholdsvis ekskæreste og adoptivmor.

»Jeg tror ikke, hun bor i New York længere - måske i Connecticut - eller også rejser hun verden rundt for FN,« funderer han.

»Jeg har slet ikke været traumatiseret af skandalen - ikke det mindste.«

Allens seneste film, det romantiske komediedrama "Café Society", åbner i år den prestigefyldte Filmfestival i Cannes.

/ritzau/FOKUS