Et saunagulv er ikke blødt at lande på. Særligt når man ikke har en trevl på kroppen. Det har Viggo Mortensen måtte sande, efter at han fik smerter i ryggen under indspilningen af hans nyeste film 'Eastern Promises'.
Den verdenskendte dansk-amerikanske stjerne spiller russisk mafia-håndlanger, der bliver overrasket af to barske lejemordere, mens han, kun iført håndklæde, nyder saunaens varme. Den barske voldsscene strækker sig over fire smertende minutter, hvor selv de mest private detaljer på Viggo Mortensens krop afsløres for kameraet. Scenen er efter premieren i USA blevet udråbt som signaturscenen i 'Eastern Promises', der er instrueret af den voldsfikserede instruktør David Cronenberg.
Under indspilningen blev slåskampene så voldssomme, at den danske skuespiller måtte gå hjem med stærke smerter i ryggen.
- Du kan jo ikke beskytte dig mod noget som helst, når du ikke har tøj på. Det gør virkelig ondt, når du lander. Du slår dig bare hårdere, siger Viggo Mortensen på sit karakteristiske dansk-amerikanske, da B.T. møder ham på det københavnske Hotel Skt. Petri.
Og det når altså at gå galt under sauna-scenen. På et tidspunkt lander Viggo Mortensen forkert på det hårde flisegulv og må den dag gå hjem med stærke rygsmerter.
- Jeg fik nogle problemer i ryggen og havde ondt den dag, da jeg gik hjem. Jeg havde intet, der kunne beskytte mig, når jeg faldt, så jeg landede meget hårdt, fortæller Ringenes Herre-stjernen.
Sex med prostitueret
- Men det var ikke noget, jeg måtte holde nogen lang pause med. Vi kunne ret hurtigt fortsætte med at filme efter mine problemer, siger han.
Sauna-scenen er ikke den eneste voldsomme scene i 'Eastern Promises', der handler om den russiske mafias måde at tjene penge på ved at drive menneskehandel og organiseret prostitution.
I en anden scene har Viggo Mortensens karakter, håndlangeren Nikolai, sex med en russisk prostituret. Filmens tema taget i betragtning var det en meget hård scene for Viggo Mortensen at indspille.
- Hun spiller simpelthen så overbevisende og virker så krænket, at det var en meget stærk og mentalt hård oplevelse, fortæller Viggo Mortensen.
'Eastern Promises' har Danmarkspremiere i landets biografer på fredag.




















