Tredje gang er atter lykkens gang for Jessica Alba og Cash Warren.

Den 36-årige verdenskendte skuespillerinde og den 38-årige producer venter nemlig deres tredje barn sammen.

Det annoncerer den vordende mor i et kort videoklip på Instagram under hashtaggene "baby om bord", "velsignet" og "så går det løs igen".

I videoen står skuespillerinden med sine to døtre, niårige Honor Marie og femårige Haven Garner.

Honor Marie har en ballon formet som et ettal i hånden. Haven Garner jubler med en ballon formet som et total i hånden, mens Jessica Alba står med sin ballon formet som et tretal over hovedet og har sin anden hånd på den spirende babybule.

- Cash Warren og jeg kommer officielt i undertal, skriver hun til den korte videosekvens, der kører i loop.

Jessica Alba og Cash Warren giftede sig i foråret 2008, mens hun var højgravid med Honor Marie.

Ved siden af sin filmkarriere er Jessica Alba medstifter af livsstilsuniverset The Honest Company, som sælger skønheds- og husholdningsprodukter uden farlig kemi.

Ifølge finansmagasinet Forbes har Albas forretningsimperium gjort hende til milliardær.

/ritzau/FOKUS