Viborg Museum slår i dag dørene op til en udstilling om Olsen-Banden. For Morten Grunwald er udstillingen en følelsesladet tur gennem nogle af sine bedste filmminder.

Det er der alt sammen; Franz Jäger-pengeskabet, Yvonnes farvestrålende kjoler og ikke mindst Bennys letgenkendelige Chevrolet Bel Air.

Fra i dag og frem til 14. august slår Viborg Museum dørene op til udstillingen ’Skide godt, Egon - Olsen-Banden på museum’, og den rummer alle de ikoniske klenodier fra en af de mest folkekære perler i den danske filmskat, Olsen-Banden filmene.

Men allerede i går aftes gav Viborg Museum en smagsprøve på udstillingen for en række udvalgte gæster, og her var eneste nulevende medlem af den legendariske småkriminelle bande, Morten Grunwald, med til at kaste glans over premieren.

Og det blev et følelsesladet gensyn med de filmkulisser, som har været med til at gøre Morten Grunwald – og ikke mindst hans karakter, Benny – til allemandseje hos danskerne.

»Det er en glæde at være her i dag. Det er ved at være et halvt århundrede siden begyndte vi eventyret, og dengang var der ingen, der drømte om, at vi skulle ende på museum. Men det er også vemodigt, for vi er så godt som ingen tilbage fra holdet bag. Børge og jeg er de eneste tilbage,« sagde en synligt rørt Morten Grunwald.

Sidste medlem af banden

Den første film fik premiere i 1968, og siden fulgte 13 film i kølvandet, én film næsten hvert år fra 1968 frem til 1981, inden den sidste film ’Olsen-Bandens sidste stik’, fik premiere i 1998. Poul Bundgaard, der spillede Keld, gik bort under optagelserne til den sidste film, og i 2004 blev Morten Grunwald eneste levende Olsen-Banden-medlem, da også Ove Sprogøe gik bort.

Selv om de første to Olsen-Banden-film fik dårlige anmeldelser, så fandt filmene og karaktererne med den tredje film ’Olsen-Banden i Jylland’ den form, der skulle gøre dem til nogle af de mest folkekære danske film gennem tiden.

Stadig populære

Trioen, med Ove Sprogøe i spidsen som den lille mand, der forsøger at snyde systemet og magthaverne, gik rent ind hos filmpublikummet og danskerne. Morten Grunwald har også et bud på, hvorfor filmene stadig vækker genklang.

»Når filmene har bevaret deres popularitet frem til i dag, så skyldes det, at Erik Balling og Henning Bahs (hhv. instruktør og manuskriptforfatter, red.) var store historiefortællere. De kunne skabe en fantastisk historie og det her skæve univers, som fortsat betager så mange,« fortalte Morten Grunwald.

Han fortalte også, at han ser tilbage på tiden med Olsen-Banden-filmene med stolthed.

»Jeg savner det ikke, men jeg tænker tilbage med en glæde og en stolthed over at have medvirket i filmene,« forklarede han.

Udstillingen på Viborg Museum er lavet med baggrund i Olsen-Bandens filmunivers. Her bliver man som publikum både taget med ind i Yvonnes stue, hvor man kan sidde med om bordet, hvor Egons mange planer er blevet udtænkt, ligesom man kommer forbi Vridsløselille Statsfængsel, hvor Egon altid ender til sidst i filmene, og kriminalbetjent Mortensens kontor.

’Skide godt’

Museet har kreeret udstillingen efter inspiration fra Rostock Kunsthalles udstilling, Mächtig Gewaltig, der er den tyske oversættelse af Bennys ’skide godt’-udtryk. Tyskerne havde udstillingen på programmet i efteråret, og det var en særdeles velbesøgt udstilling. Den succes håber Viborg Museum at genskabe herhjemme.

I Viborg har museumsfolkene desuden fået hjælp til at genskabe Olsen-Bandens univers af Nordisk Film og regissør Lotte Dandanell, der bl.a. har udlånt adskillige af Yvonnes kjoler til udstillingen.

Og detaljegraden imponerede også Morten Grunwald, særligt Yvonnes stue. Men de tomme stole er med til at understrege, hvordan tiden har sat sine spor.

’Vi bevarede venskabet’

»Så finder jeg lige min faste plads. Ja, ’empty chairs’, årene er gået meget hurtigt,« konstaterede Grunwald, mens blikket og hænderne fangede den tomme Tuborg-flaske på bordet foran ham.

En rekvisit der selvfølgelig ikke kunne undværes i udstillingen.

»Selvfølgelig er det vemodigt. Som Poul Bundgaard sagde; Vi var livsvenner. Vi gik ikke dørene af hinanden, men vi bevarede venskabet livet igennem, og derfor bringer det her os minder. Der er minder overalt, hvor jeg vender mine øjne,« fortalte Morten Grunwald.